fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
KulturKatalysator #1: Birgit Bundesen

“Under de rette omstændigheder kan kunsten netop være det fælles tredje, der kan være nærende og endda helbredende. Og måske især for dem der lider mest.”

– Birgit Bundesen

 

Hvad er efter din mening det største potentiale ved at indtænke kulturen som en del af løsningen på mental mistrivsel?

 

For mig at se er der flere oplagte potentialer ved at indtænke kulturen som en del af løsningen på mental trivsel. Kulturen er det, der omgiver os alle, for at bruge en kendt metafor for kulturen, så er kulturen for mennesker, hvad vandet er for fiskene. Det er det, vi svømmer i, det medium der nærer os, uden vandet kan fisken ikke leve. Men fisken er måske ikke opmærksom på vandet, fordi det netop omgiver os og er usynligt for den, der svømmer godt og trives. Hvis vandet er giftigt eller ikke indeholder næring nok, så dør vi. Vi er alle en del af mange former for kulturer. Mennesker har hjerner – der sidder i mennesker, der sidder i familier, der sidder i samfund, der sidder i globale kontekster. Og alle kulturer kan bidrage til mistrivsel, men også til at facilitere helbredelse.

 

Psykisk mistrivsel er et kontinuum, der også er del af et såkaldt normal livs stress, belastninger, kriser, traumer, sorg. Vi har alle udviklet forskellige metoder til at håndtere disse på en måde, så vi stadig kan leve vores liv med familie, arbejde, venner – vi regulerer vores følelser med forskellige teknikker: man drikker måske et ekstra glas vin, ringer til en ven, løber en tur, spiser en plade chokolade. Nogle bruger også kulturen aktivt til at regulere sig: går på museum eller i teateret eller til koncerter. Ofte sammen med andre, som oplevelser man kan dele, noget vi kan tale om, der kan synliggøre problemer på en måde, så de ikke længere kun er private, men noget som mennesker altid har kæmpet med. For kunsten har altid handlet om at tydeliggøre og narrativisere menneskelige problemer og kriser. Om det at være menneske – sammen med andre mennesker – og alle de kriser og problemer, der altid har været forbundet med det. At elske og hade, at misforstå hinanden, opleve sorg, modstand, uretfærdigheder, stille spørgsmål om meningen med det hele, hvordan vi er skabt, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen, når vi dør.

 

Kulturen kan også være det at finde løsninger, finde svar, at kunne spejle sig i andre og – at opleve vidunderlige og uventede ting, og den kan være helende. Kulturen kan være det, der skaber dialog og refleksion på tværs af nationale og religiøse kulturer.

 

Og mennesker har i alle kulturer mødtes omkring bålet og delt historier, sunget og danset sammen, skabt smukke genstande ladet med betydning. Det er bæredygtige, ritualiserede og kultiverede formater, der har overlevet gennem tiderne. Til grund for vores kultur ligger store fortællinger, som vi alle bruger til at forstå, hvem vi selv er, hvem de andre er, hvem vi er som fællesskab. De store kulturelle fortællinger er nedskrevet i eposer som fx biblen, Illiaden eller vores folkeeventyr, der stadig danner kollektive skemaer for vores selvopfattelser, vores kulturelle habitus. Kultur er, når vi enes om at gøre noget sammen, som tæller alt fra at gå til fodbold, gå på biblioteket eller at gå i krig. For at være en kultur er også at afgrænse sig. I den psykiatriske behandling kan de stærke menneskelige kræfter, der lever i kulturen mobiliseres på en positiv måde.

 

Freud sagde: “Inden psykologien, havde vi Dostojevskij”. Det er gammel vin, der skal tappes på nye flasker. Og det er en af årsagerne til, at kunst og kultur er blevet spået en central rolle i at løse problemet med den hastigt voksende gruppe af mennesker med psykisk lidelse, som WHO forudser i den nærmeste fremtid, antager epidemiske proportioner.

 

Det er en opgave, som psykiatrien ikke kan eller skal løse for, det er vores alle sammens problem. Det er baggrunden for stiftelsen af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed (Jensen&Bundesen 2023, Jensen et al 2023), men også de mange andre fine tiltag internationalt og i Danmark som fx “Dans for Parkinson”, “kultur på recept”, læsekredse for socialt udsatte. I Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed har vi lavet kunstgruppeforløb som en del af den psykiatriske behandling. Her mødes vi kunstnere, psykiatribrugere, læger og andre sundhedsfaglige om det at lave og tale om kunst.

 

Vi er alle fisk i vandet – vores kunstgrupper er små akvarier, hvori vi finder et afgrænset rum med lidt renere, iltmættet vand.

 

Under de rette omstændigheder kan kunsten netop være det fælles tredje, der kan være nærende og endda helbredende. Og måske især for dem der lider mest.

 


Working together: the National Centre for Arts and Mental Health in Denmark. Jensen, A. & Bundesen, B. (2023): I, Perspectives in Public Health. 143, 3, s. 129-130 2

 

Bedre vilkår for Kultur og Sundhed. Tværfaglige perspektiver og politiske anbefalinger i 2023. Jensen, A., Serup, M.G. & Hajdu, A. (2023). Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, København