fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
20 · 09 · 2024

Dansk Kulturinstitut i São Paulo søger en praktikant til foråret 2025

Interesserer du dig for kunst, kultur og ikke mindst Brasilien – og vil du have praktisk erfaring med udvikling af internationale kulturprojekter? Så tag med os til São Paulo!

 

Dansk Kulturinstitut i São Paulo søger en praktikant fra en videregående uddannelse til foråret 2025. Som praktikant hos os i Brasilien bliver du en aktiv del af et lille team, hvor du bl.a. kommer til at arbejde med bæredygtig udvikling, kulturudveksling og relationsarbejde.  

 

Vi er en uformel arbejdsplads, hvor sparring, dialog og godt kollegaskab er i højsæde! Vi har en masse opgaver klar – men der er altid mulighed for at præge din praktiktid hos oss – alt efter hvilke kompetencer og interesseområder du har. Vi lover, at det ikke bliver kedeligt! 

 

Dansk Kulturinstitut i Brasilien er placeret på Det Danske Generalkonsulat i São Paulo. Teamet består af landechef Anders Hentze, to projektmedarbejdere, en administrativ medarbejder samt en praktikant – måske er det dig? 

Dine opgaver
  • Koordinering og research 
  • PR, marketing og udarbejdelse af indhold til vores sociale medier 
  • Udarbejdelse af tekster til hjemmesider 
  • Fondsansøgninger m.m. 
Hvem er du?

Vi ser gerne, at du kan sige ja til følgende: 

  • Du studerer på en relevant videregående uddannelse  
  • Du interesserer dig for brasilianske forhold, kultur og har kendskab til portugisisk 
  • Du er god til at kommunikere på dansk og engelsk – både skrift og tale. Hvis du taler portugisisk, er det en fordel, men ikke et krav 
  • Du kan arbejde selvstændigt 
  • Du har et godt overblik 
  • Du besidder den alsidighed, det kræver at være del af en lille arbejdsplads 
  • Du har interesse/viden inden for kulturområdet og/el. internationalt samarbejde. 
Hvad får du ud af praktikken?

Gennem en praktikperiode hos Dansk Kulturinstitut bliver dine kompetencer bragt i spil i praksis, og du får stor indsigt i internationalt kultursamarbejde og udvekslinger.  

Yderligere får du indblik i arbejdsgangene i en international organisation og en berøringsflade med et stort netværk af aktører – fra kunstnere til NGO’er og offentlige myndigheder. 

Som praktikant i São Paulo kommer du til at få erfaring med en bred palet af opgaver indenfor projektledelse, kommunikation og fundraising, der knytter sig til at udvikle og gennemføre kulturprojekter i Brasilien.  

Hvem er vi?

Dansk Kulturinstitut har siden 1940 arbejdet internationalt med udvikling af kultur- og samfundsrelaterede projekter. Via kunst og kultur ønsker vi at fremme interkulturel dialog og forståelse på tværs af grænser. Det er vores vision at vise, at udveksling af kunst, kultur og viden kan bidrage til håndteringen af globale udfordringer og være med til at styrke FN’s Verdensmål. Vi har afdelinger i bl.a. Brasilien, Kina, Letland og Tyrkiet (med base i København), et ungdomshus i Ukraine og aktiviteter i de østlige nabolande via Den Ny Demokratifond. Læs mere på www.danishculture.com eller følg os på Facebook, Instagram eller LinkedIn.

Vilkår og praktikperiode

Praktikperioden er typisk på seks måneder med start omkring 1. februar 2025, alt afhængig af den enkeltes studieordning og universitetskrav. Varighed og arbejdstid aftales med landechef Anders Hentze. 

Det er muligt for vores praktikanter at aftale et fleksibelt praktikophold og sideløbende have tid til at tage fag på universitetet. 

Praktikanten er selv ansvarlig for nødvendige forsikringer, vaccinationer, bolig m.m. Dansk Kulturinstitut er behjælpelig med visum. 

Praktikopholdet er ulønnet. 

Har du spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte landechef Anders Hentze (ah@danishculture.org.br) 

Læs mere på www.danishculture.org.br eller følg os på Facebook, Instagram eller LinkedIn.

Sådan ansøger du

Motiveret ansøgning, CV samt dokumentation for uddannelse skal sendes direkte pr. mail til landechef Anders Hentze: ah@danishculture.org.br  

Bemærk, ansøgeren skal have dansk statsborgerskab samt et dansk pas, der har gyldighed seks måneder udover opholdet. Alternativt accepteres brasiliansk statsborgerskab.  

 

Send din ansøgning hurtigst muligt og senest 15. november. Bemærk, at vi kalder løbende til samtale og forbeholder os retten til at ansætte, hvis den rette kandidat dukker op. 

 

Vi opfordrer alle uanset personlig og faglig baggrund til at ansøge.