Voices of Violence
Voices of Violence var et ligestillingsprojekt, der centrerede sig om en videoudstilling. Her fortolkede baltiske, danske, islandske og belarusiske skuespillere anonyme fortællinger om sexisme, chikane og vold. I udstillingen kunne besøgende bidrage med deres egne historier, og Voices of Violence fungerede derfor også som en vidensplatform.
Voices of Violence – en fysisk og online udstilling
Udstillingen kan tilgås online, men kunne også opleves fysisk i de tre baltiske hovedstæder i 2021, hvor åbningerne var ledsaget af events med paneldebatter med nordiske og lokale eksperter, heriblandt den danske debattør og aktivist Emma Holten. Det var ikke muligt at vise udstillingen fysisk i Belarus på grund af den aktuelle situation, og udstillingen er derfor tilgængelig online for det belarusiske publikum. Udstillingen forventes vist i Danmark i løbet af 2022.