Ural Linjen 2021
Fredsskulptur til Rusland
Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg har indgået et nyt samarbejde med Dmitri Prigov Fonden og kunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen om at genopsætte et af de mest omdiskuterede værker i nyere tid.
I 1995 trak Elle-Mie Ejdrup Hansens værk “Linien – Lyset, Fredsskulptur” overskrifter i hele verden. Den 532 kilometer lange lyslinje ved Vestkysten var tænkt som en hilsen om fred i 50-året for befrielsen, men værket endte med at dele vandene og fik tændt en stor debat.
Ural Linjen 2021
Nu er kernen af det oprindelige værk rejst til Uralbjergene i Rusland under navnet: “Ural Linjen 2021” – med sig bringer det en fornyet hilsen om fred. Denne gang i 30-året for Sovjetunionens fald og den Russiske Føderations begyndelsen. Ural Linjens kerne er igen en lys-stråle, som nu går på tværs af Ural-bjergene.
Prigovs Fjerne Planeter
Det hele er udmundet i et video-værk, som åbnede på Boris Jeltsin Centret i Jekaterinburg torsdag d. 27. maj 2021. Her indgår det som en del af gruppeudstillingen “Prigovs Fjerne Planeter”, hvor otte russiske og internationale kunstnere præsenterer nye værker med omdrejningspunkt i deres relation til kunstneren og digteren Dmitri Prigov (1940-2007).
Prigov og Elle-Mie Ejdrup Hansen samarbejdede i 1995 om Fredsskulptur-projektet – og nu 26 år senere er værket rykket til hans hjemland, kurateret af hans søn Andrey Prigov, som bor i Danmark.
Vil du vide mere?
Så kan du lytte med i Kulturen på P1, hvor Elle-Mie Ejdrup Hansen og vores institutleder i Skt. Petersborg, Henriette Borg Reinholdt, fortæller om hvad der skete i 1995, om Prigovs kunstneriske virke, den dansk-russiske kulturudveksling og ikke mindst tankerne bag ”Ural Linien 2021”. Lyt med her.