Europa i Indien er ikke kun britisk Indien
Europa i Indien er ikke kun britisk Indien
Skrevet af institutleder i New Delhi, Thomas Sehested
I Danmark er vores fortid som kolonimagt til diskussion. Danmarks første tropekoloni blev grundlagt i Indien i 1620 i Tharangambadi eller Tranquebar, så det er oplagt, at kulturinstituttet arbejder også med den del af de dansk-indiske relationer. Som led i et EU-støttet projekt, Hooghly Heritage Hub, som DKI i Indien står i spidsen for, var vi i Kolkata sammen med europæiske kolleger for at planlægge nye samarbejder mellem danske og indiske kunstnere. Kort inden afrejsen blev vi kontaktet af delstatens transportmyndigheder.
Det viste sig, at vores besøg faldt sammen med lanceringen af en færge, et cruise, der skulle sejle op ad floden til Serampore, den anden handelsstation, der var i dansk besiddelse 1755-1845. I den nedre del af Hooghly-floden, en biflod til Ganges, ligger en række tidligere europæiske handelssteder – portugisisk, hollandsk, fransk og altså dansk.
Området kendes populært som Europe on the Ganges. Ledet af Nationalmuseet under Bente Wolff, nu Københavns Universitet, og sponsoreret af Realdania, er de gamle dele af Serampore restaureret og er nu udflugtsmål for folk i området, ikke mindst fra Kolkata.
DKI har hjulpet West Bengal Transport Corporation med en lille Danmarks-udstilling ombord på færgen – tilsat dansk musik og videoer om Serampore. De før-koloniale handelsstationer repræsenterer en enestående verdenskulturarv – hvor udveksling af varer, teknologi og kultur gjorde ikke bare europæerne, men i meget høj grad også inderne rigere.
Den indo-europæiske krydsningskulturs betydning for West Bengal kan ikke overvurderes – og giver en anden vinkel til forståelsen af forholdet mellem Indien og Europa, som meget ofte bliver endimensionel fordi den britiske senere dominans i Indien fylder så meget – både I og uden for Indien.
I samarbejde med bl.a. lokale myndigheder, universiteter og civilsamfundet arbejder DKI for at bringe flere dimensioner i spil, når det gælder om at forstå vores fælles fortid. Nu også på færger på Hooghly – der er afgang hver lørdag og søndag. Prisen er 30 kroner, så de fleste kan være med.
Se billeder fra jomfrurejsen her