Festivalsæsonen er over os
Festivalsæsonen er over os
Dansk Kulturinstitut er involveret i flere af årets festivaler med internationale gæster, der kan give nye refleksioner på dansk kunst og kultur og være med til at bringe danske kunstnere ud i verden.
Forår- og sommermånederne er i Danmark lig med et væld af festivaler. Verdensmål, klima, madkultur, musik, kunst, ligestilling og film er bare nogle af de emner som tusindvis af danske og internationale festivalgæster har mulighed for at dykke ned i. DKI har et længere samarbejde med mange af festivalerne.
Tidligere i maj, på SPOT Festival i Aarhus, var DKI bl.a. med til at arrangere to bookeres deltagelse, Patrizia Luchetta og Gustavo Morales. De to musikbookere fra Luxemburg deltog i festivalens brancheprogram og fik muligheden for at opleve nogle af de mest spændende up-and-coming navne på den danske musikscene.
Helt aktuelt er filmfestivalen Baltic Frames (7.-19. maj) i Cinemateket, der præsenterer nye fiktions- og dokumentarfilm fra Estland, Letland og Litauen, og besøg af baltiske filminstruktører. DKIs baltiske afdeling er en af festivalens hovedarrangører i et samarbejde med Cinemateket og de tre baltiske ambassader i København. Festivalen er kurateret af dokumentarfilmekspert Tue Steen Müller.
Læs mere om programmet for Baltic Frames 2019
I denne uge åbner således endnu en filmfestival med base i Cinemateket; Nye film fra Tyrkiet (16.-25. maj). Festivalen skyder programmet i gang med en visning af filmen ‘SAF’, besøg af instruktør Ali Vatansever, og åbningsfest på Bakken i Kødbyen med den tyrkiske elektroproducer Kozmonotosman, fløjet ind fra Sortehavskysten.
Med DKIs Tyrkiet-fokus har vi et vågent øje til den lille uafhængige filmfestival, der viser nyere bemærkelsesværdige film af dét, mange ville kalde Tyrkiets bedste instruktører. DKIs seniorrådgiver Füsun Eriksen, der leder DKI’s Tyrkiet-aktiviteter, har været bidraget til festivalens strategi og programindhold.
Et overflødighedshorn af scenekunst
Lige om lidt står den på et overflødighedshorn af scenekunstfestivaler i København for både børn, unge og voksne. I løbet af de to sidste uger af maj måned finder tre festivaler sted med dét til fælles, at programindholdet består af både dansk og international scenekunst og giver erfaringsudveksling mellem scenekunstaktører fra mange lande.
For børn og unge
SPRING Festival – er en international festival med scenekunst for børn og unge, arrangeret af ZeBU – Zenekunst for Børn og Unge, der holder til på Amager.
Mellem d. 20 og 26. maj fylder festivalen Musiktorvet og de fire omkringliggende spillesteder (ZeBU, Beta, Børnekulturhus Amar og Amager Bio) ved Amager Kulturpunkt med børneforestillinger af både danske og udenlandske teaterkompagnier. DKI har inviteret festivaldirektør Hakan Silahsizoglu (ATTA Festival & Istanbul Theatre Festival) til at deltage i begivenheden, bl.a. som paneldeltager i brancheseminaret ”BRUNCH TALK – Diversity and international perspectives” (fredag d. 24. maj kl. 10-12).
Med sig bringer Hakan den tyrkiske forestilling ”Tavşan Aranıyor”/ ”Fang kaninen!”. Inviteret af Springfestivalen spiller forestillingen i Børnekulturhus Ama’r onsdag d. 22. maj kl. 16.30 og torsdag d. 23. maj kl. 9.30 og kl. 11.30 (lukkede forestillinger), samt i Amager BIO – scene 1 lørdag d. 25. maj kl. 13.15 og kl. 17.15. Skuespillere: Sibel Curciali, Anıl Çalım, Derya Cumaoglu og Simel Keçicioğlu.
I samme uge foregår SubURBAN DANCE FESTIVAL, der byder på dansk og international urban dance. D. 18.-24. maj indtager festivalen gader og stræder, kulturhuse og biblioteker på Nørrebro, i Bispebjerg, Brønshøj og Tingbjerg, og d. 23. og 24. maj deltager bl.a. Hakan Silahsizoglu (ATTA Festival & Istanbul Theatre Festival) og DKIs Füsun Eriksen i festivalens showcase-arrangement sammen med aktører fra urban dance-miljøet i flere europæiske lande.
DKI fortsætter samarbejdet med CPH Stage
Også i år samarbejder DKI og CPH STAGE (22. maj til 2. juni) om scenekunstfestivalens internationale program CPH STAGE’S INTERNATIONAL VISITOR’S + INDUSTRY PROGRAMME. Formålet er at give danske producenter og scenekunstnere i spil flere internationale relationer, der kan samarbejde om at skabe international udveksling.
DKI har i år valgt at fokusere på Tyrkiet og de baltiske lande, og vores gæster er Gintare Masteikaite, der er direktør for Lithuanian Dance Information Center i Vilnius (LT); Dr. Leman Yilmaz, direktør for Istanbul Theater Festival (TR) og Öner Eren Arıkan, direktør for Bergama Theater Festival (TR). Desuden deltager Hakan Silahsizoglu fra ATTA Festival & Istanbul Theatre Festival også i CPH STAGEs program.
DKI og CPH STAGE skyder festivalens internationale brancheprogram i gang med en netværksmulighed i form af en havnerundtur i Københavns kanaler d. 26. maj kl. 17-19 for de internationale branchefolk og danske danse- og teater-kompagnier. Vi mødes til en uformel eftermiddag ”på gyngende grund” og hylder scenekunstens evne til at fortælle historier på tværs af grænser.
Senere på sommeren ses vi også til Kulturmødet, Golden Days Festival og Ungdommens Folkemøde!
Tak til Slots- og Kulturstyrelsen for at støtte de internationale gæsters besøg!