Program for Dansk Kulturinstituts åbning i Indien
Program for Dansk Kulturinstituts åbning i Indien
Lørdag d. 19. Januar kl. 10.30 sker den officielle åbning af Dansk Kulturinstitut i Indien. Se programmet forneden.
Festlighederne begynder med en velkomst ved DKI’s Generalsekretær Camilla Mordhorst, fulgt af en kort åbningsceremoni. Efterfølgende taler Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Bestyrelsesformand for Carlsbergfondet Flemming Besenbacher. Efter talerne vil Thomas Sehested, leder af DKI i Indien, præsentere det nye institut.
Til åbningen præsenterer DKI et stærkt line-up af kvindelige kunstnere. Vi er meget taknemmelige for at de følgende navne har ønsket at bidrage til den glædelige begivenhed, som de med garanti gør endnu mere mindeværdig.
Leonora Christina Skov
Leonora Christina Skov behøver næsten ingen introduktion. Har man fulgt en anelse med i debatten, vil man kende hendes skarpe og humoristiske kommentarer, og er man litteraturinteresseret, vil man have stiftet bekendtskab med hendes roste og populære værker. Skov har særligt været en markant stemme i diskussioner af køn og identitet, mens hendes bøger bl.a. har været med til at bringe gotiske genretræk tilbage i den danske samtidslitteratur.
I både 2009 og 2016 var Leonora Christina Skov på artist-residencies i Indien, henholdsvis som led i Sangam House projektet og i Cholamandal Artist’s Village i Chennai. Disse besøg gav næring til en gryende entusiasme for landet og Skov vil fortælle hvordan Indien har inspireret hende kunstnerisk.
Skovs seneste roman, den autofiktive ”Den der lever stille” fra 2017, er blevet overordentligt godt modtaget både kommercielt og af kritikken.
Alo Wala
Som et tempofyldt indslag på dagen vil rapperen Alo Wala optræde. Født og opvokset i USA, indisk oprindelse, studeret i Danmark, NGO-arbejde i Guinea-Bissau. Alo Wala, der lyder fødenavnet Shivani Ahlowalia, er indbegrebet af den globale borger.
Kunstnerisk er hendes lyd og visuelle udtryk præget af samme vibrerende kulturelle mangfoldighed. De genremæssige indflydelser er tilsvarende vidtrækkende, med indflydelser fra rap, dancehall og meget mere, som del af den nok stærkeste musikalske strømning i vores tid, drevet af flersproglighed og multikulturalisme.
Flere af Alo Walas numre er produceret af den dansk-norske global bass duo Copia Doble Systema, der består af DJ Copyflex og Julius Sylvest. Forbindelsen til den ene halvdel af producerteamet blev skabt da Shivani studerede i København. Alo Walas EP’er Cityboy og Vibrate to Win har begge fået international anerkendelse.
Hesselholdt & Mejlvang
Besøgende i DKI’s hus i Delhi vil bemærke en særlig “udsmykning”, der pryder et af rummene. Flag farvet i forskellige hudfarvenuancer hænger langs væggene, og påminder om de mange forskellige etniciteter, der tilsammen har skabt og skaber verdens delte kulturarv. Kunstværket “A Beautiful Act of Patriotism” er lavet af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang.
Med fokus på opfattelser af race, nationalitet, undertrykkelse og lignende, stiller de to kunstnere spørgsmålstegn ved etablerede (vestlige) symbolske udtryk. De arbejder med meget forskelligartede objekter, med monokrome eller næsten monokrome udstillinger som et af deres kendetegn.
Malene Bach
Som kunstner, der arbejder i tæt forbindelse til arkitektur og indretning, skaber Malene Bach kunst, der virkelig kan påvirke folk i deres daglige liv.
Bach har udstillet både malerier og funktionelle genstande, men hendes værker dekorerer også flere offentlige bygninger i Danmark. Hendes professionelle forbindelse til Indien går tilbage til 2013, hvor hun samarbejdede med arkitekten Bijoy Jain i Mumbai, hvilket udmundede i udstillingen Demolition Series.
Fra 2016 og fremefter har Malene Bach arbejdet på et markant projekt i Indiens Maharashtra-distrikt. Her er bygget et akademi for piger, Avasara Academy, med brug af lokale materialer og bæredygtige byggemetoder. Bachs bidrag har været sammen med indiske Case Design at skabe et farvekoncept til bygningen, der omfatter tagenes vandbeholdere, lofter og andre overflader, med konceptuelt udgangspunkt i lokale, organiske pigmenter.
Malene Bach udstiller værket “Colour Culture”.
Studio Non Sequitur
Danske Janne Meier og indiske Tushar Bhartiya har etableret designstudiet Studio Non Sequitur, der producerer håndbroderi i New Delhi. Sammen med deres hold af brodøser, mesterlige tilskærere, skræddere og kjolemagere fremstiller de udsøgte modevarer af høj kvalitet.
Til åbningen vil Studio Non Sequiturs elegante arbejde blive præsenteret, i form af en kjole der bliver broderet live, mens begivenheden står på.
Åbningsdagen bliver afrundet ved signering af en særlig væg der symboliserer den rejse gennem New Encounters, som DKI nu begiver sig ud på i Indien.
For yderligere oplysninger om åbningen, kan man kontakte info@danishculture.in