Alting er forbundet – interview med forfatter Grzegorz Wroblewski

Interview med forfatter og kunstner Grzegorz Wroblewski

Den polskfødte, herboende forfatter mmm. Grzegorz Wroblewski deltager i dag i litteraturfestivalen Puls Literatury i Łódź. I april var han på besøg i DKI i Polen, hvor han præsenterede sin nyeste bog, den eksperimenterende essaysamling Miejsca Styku. Vi har fulgt op på besøget og talt med Wroblewski om litteratur, national identitet og altings forbundethed.

Der findes et litterært udtryk der lyder at læse noget ”mod hårene”. Det vil sige at man godt ved, hvad intentionen er, med måden en tekst er skrevet på, men man leder bevidst efter ting i den, som modarbejder den intention. At interviewe Grzegorz Wroblewski er lidt som at blive svaret mod hårene – men på en måde der udvider ens horisont, og måske horisonten for hvad interviewet i det hele taget skal handle om.

Sagt på en anden måde, Wroblewski er ikke meget for nemme svar på oplagte spørgsmål, ligesom han prøver ikke at benytte for fastlåste kategorier, når han skal beskrive verden. Han er en opdager, der med en slags kunstnerisk videnskabelig metode undersøger, hvad det vil sige at være menneske og bo på planeten jorden. Med en grundigt slidt floskel, kan man sige han hellere stiller spørgsmål end giver svar. Og så er han grundlæggende optaget af altings forbundethed, det gælder verden, kulturen og litteraturen.

Det er heller ikke et entydigt svar jeg får, da jeg spørger ham hvilken genre Miejsca Styku hører til:

Det er en slags essaysamling, men det er en hybrid faktisk. Jeg har lavet en speciel konstruktion med forskellige interviews med mig, eksempler på digtning, plus artikler om kultur og politiske forhold, og om alle mine erfaringer med de forskellige medier jeg har arbejdet med. For jeg har både skrevet prosa, drama og digte, men jeg har også arbejdet som billedkunstner. Og så har jeg mødt mange mennesker i mit lange liv, i Danmark, Polen og USA. Miejsca Styku handler om alle de ting faktisk.

Netop fordi bogen bl.a. handler om mødet mellem kreative mennesker, synes Grzegorz at DKI i Warszawa var et meget passende sted at diskutere den.

Kulturinstituttet var et meget interessant sted at præsentere Miejsca Styku. Vi har snakket om mange forskellige nuancer af, hvordan forskellige kunstnere kan mødes, hvordan de kan samarbejde osv., osv. Så det var en god platform, der var mange mennesker, og jeg synes det gik godt.

Jeg har været der med forskellige danske forfattere igennem tiden, f.eks. Louise Rosengreen, fordi hendes digte var oversat til polsk, i forskellige polske kulturmagasiner. Så fik vi lavet en præsentation sammen med Bogusława (Bogusława Sochańska, leder af DKI i Polen, red.).

København er ikke Skandinavien

En af de ting jeg gerne vil have Grzegorz Wroblewskis perspektiv på, er hvordan han opfatter danskhed. En størrelse der jo er blevet så central i dele af den politiske og kulturelle debat. For jeg tænker han må have et unikt udgangspunkt for at bedømme, hvad han mener udgør det særligt danske. Oprindeligt fra Polen, herboende siden 1985, i høj grad internationalt orienteret – en kombination man ikke møder hver dag. Men selv om han nævner visse kendetegn, som f.eks. godt samarbejde mellem generationerne, åbner Wroblewski dog hurtigt spørgsmålet til at dække et meget bredere felt end jeg havde forestillet mig det gjorde.

Verden forandrer sig konstant. De ting jeg har oplevet i Danmark i slutningen af firserne eller i halvfemserne, det synes jeg ikke eksisterer mere. Der kommer nye generationer, og selvfølgelig lærer de historien, de kender dansk fortid, de kender dansk kultur, alle de ting som de har arvet fra deres forældre og bedsteforældre. Men i den ny verden er det ret svært at fange en slags specifik danskhed.

København er ret speciel f.eks., når folk spørger mig i Polen: du bor jo i Danmark, hvad synes du om Skandinavien? Så svarer jeg, jeg ved ikke så meget om Skandinavien, for jeg bor i København. For at opleve en mere klassisk version af Skandinavien, eller af Danmark, så skal vi måske rejse til Jylland. For mig ligner Jylland f.eks. mere Sverige end København gør. København er en transitby, som ligger mellem Skandinavien og Europa. Men selvfølgelig er den dansk hovedstad, så der burde være lidt danske signaler her…

Sådan strømmer overvejelserne fra forfatteren, så man tydeligt fornemmer at han tænker mens han taler. Til gengæld er det lige så tydeligt at han virkelig grundigt overvejer svaret på ethvert spørgsmål man stiller. Hvad angår forsøget på at finde danskheden, antyder Wroblewski, at der trods alt er visse ting man kan sige kendetegner vores lille land, men straks underminerer han argumentet, og trækker opmærksomheden tilbage til det store, globale billede.

Vi kan selvfølgelig observere hinanden, og vi kan komme til forskellige konklusioner. Hvordan er vi forskellige? Hvordan snakker vi, hvordan er sproget konstrueret, hvad er vores traditioner, hvad er madkulturen, hvordan spiser vi, hvordan behandler vi hinanden, hvilket slags musik spiller vi, hvilken billedkunst laver vi?

Hvis vi f.eks. kigger på dansk arkitektur og sammenligner med polsk, så er polsk mere bombastisk, med mange ornamenter og effekter.  I Danmark er sparsomhed rigdom. Så man kan tale om den særlige danske modernisme, Arne Jakobsens eksperimenter, videreudviklingen af kollektivistiske drømme, som i Polen måske gik skævt grundet de historiske forhold.

Men dit spørgsmål er for mig en åben sag. Jeg spekulerer hele tiden over, hvad er dansk i forhold til planeten? For vi glemmer at vi bor alle sammen på den samme planet, så tror vi vi er fra Amager, Nørrebro, Warszawa eller New York. Men hvis vi er fra New York, er vi så fra Queens eller Brooklyn? Sådan kan man blive ved. Sådan spekulerer jeg hele tiden, og jeg kan give dig milliarder af eksempler på noget der er typisk dansk. Men bagefter, hvis jeg tænker dybt, kan jeg faktisk ikke fange noget superspecielt, som er drastisk anderledes fra andre lande. I sidste ende er vi Homo Sapiens.

Digte som videnskab

Det er den konstante undersøgelse af disse Homo Sapiens, og artens forskellige sære, små kulturelle underinddelinger, som f.eks. nationalitet, der interesserer Grzegorz Wroblewski, og som hans virke kredser om. Da jeg kommenterer, at der for mig at se er noget videnskabeligt over hans tekster, står det hurtigt klart at det er en sammenligning der er blevet draget før.

Der er en polsk kritiker, Anna Kałuża fra Universitet i Katowice, som har beskæftiget sig med mine bøger og mine aktiviteter. Hun mener at en del af min litterære produktion burde betragtes som en slags antropologisk eller etnografisk forskning. Og da jeg skrev mine Københavnske skitser (”Kopenhaga”, red.), som også blev udgivet i USA, der spurgte mange mig også til den vinkel, da jeg lavede promotion i Boston.

Jeg arbejder lidt ligesom Levi Strauss (berømt belgisk antropolog og etnolog, red.) i ”Kopenhaga”, jeg prøver at observere alle de ritualer folk udfører i København. Hvordan folk snakker med hinanden, hvordan vejret påvirker vores dialoger f.eks., vores små hjemlige ritualer osv., osv. Det var en slags eksperiment, hvad er forholdet mellem menneskene i København, og kan der være en dialog mellem de Københavnske ritualer og de ting folk foretager sig på andre ”eksotiske” steder?

Midt i de eksistentialistiske overvejelser kommer Grzegorz pludselig frem til et helt konkret fænomen der hører sig den danske hovedstad, og endda danskheden som sådan, til.

Jeg har arbejdet med mange musikere i København, bl.a. har jeg læst min poesi, mens de har spillet til. Det var folk fra miljøet for improviseret jazz. Når jeg snakker med de folk fortæller de mig, at selv om folk jo spiller på de samme instrumenter i Berlin eller Paris, så er København en slags Mekka for ny improviseret jazz. Jeg har også selv oplevet det sådan, jeg har aldrig oplevet så mange nye, unge jazzmusikere som i København. Det er også danskhed for mig.

Improviseret jazz som en del af den danske folkesjæl, er måske en idé der ville overraske mange, men også et bud som peger på åbenheden for at søge de kendetegn ved et land, som ikke står i turistguiden. Helt i tråd med den videnskabelige tilgang, hvor det ofte er spørgsmålene der driver mere end svarene.

Den personlige og politiske verden

Ligesom det lokale og det globale konstant slynger sig ind i hinanden, når Grzegorz Wroblewski beskriver den verden han betragter og undersøger, bevæger han sig i sine tekster ubesværet og grænsenedbrydende mellem helt nære, personlige observationer, og kommentarer af forskellig art til samfundsforhold og politiske problematikker.

Du kan ikke undgå at kunst, politik, økonomi, privatforhold osv., er koblet meget tæt til hinanden. Kunst og poesi skal reagere på alle de ting som folk gør omkring os, men du har også forskellige metoder til at reagere. F.eks. hvis du skriver eksistentielle digte, kan de også afspejle dine følelser, og det er også en reaktion imod den verden som omringer dig. Så politisk aktive digte behøver ikke nødvendigvis at være meget konkrete.

Du kan skrive om dagligliv, du kan gå til Brugsen eller Aldi og lave en lille reportage, der bliver et meget stærkt politisk udtryk. Selv om du laver dekorering, laver en kryptisk bog, og skriver meget hemmeligt, kan du smugle mange interessante ting via teksten. Apropos politik, så har jeg aldrig været 100% sikker på, hvad politisk betyder. Skal det være en plakat, eller skal det være hemmeligt, drømmeagtigt?

Igen er det vigtige at holde sig for øje, hvis man følger Wroblewskis tankegang, at alting hænger sammen; det mest personlige kan være politisk, og enhver politisk beslutning har i sidste ende en personlig konsekvens.

Det er ikke nemt, netop den her spænding; individuelle overvejelser og civilsamfundet og den økologiske side, plus systemet, tradition, religion, økonomiske forhold osv. Der bliver tit konflikt, men det betyder ikke nødvendigvis noget negativt. Nogle gange er det netop en positiv situation.

Wroblewski forklarer, hvordan kulturen bliver holdt i bevægelse via spændingerne mellem det konservative og det eksperimenterende.

F.eks.: vi kender allesammen succesen for danske og svenske krimier, de er velkendte i hele verden. Men min personlige teori er, at netop den slags populære kultur og litteratur (produceret i DK, red.) har så stor succes på grund af den gode politik fra Statens Kunstfond. Den støtter jo mange forskellige kunstnere og forfattere, og nogle af de forfattere eksperimenterer med lidt mere anderledes litteratur, og så har de forfattere som skriver populærlitteratur alle de værktøjer og ideer (at bygge på, red.). Så dem der eksperimenterer er ikke isoleret, det er en organisme. Hvis jeg skulle være brutal, ville jeg sige det er en slags investering; du investerer og du støtter eksperimentet, men eksperimentet giver så muligheder for de der tjener penge, f.eks. krimiforfatterne. De danske krimiforfattere er utroligt gode teknisk, netop fordi de har værktøjet. Det er min teori.

Digteren reflekterer også over, hvilken rolle hans egen produktion indtager i den fællesmenneskelige bevidsthed.

Min litteratur er pessimistisk, eksistentiel og pessimistisk. Men det er ikke pga., at jeg ville sprøjte min pessimisme ud over andre mennesker, faktisk tværtimod. Det er pga. jeg har tænkt mig, at den eksistentielle bevidsthed kan gøre mennesker stærkere, måske kan de forstå nogle andre ting, og så kan folk i det daglige liv måske tænke lidt mere – hvad kan man sige? – panoramisk, på mange ting.

Netværk er vigtigere end statuer

Når det kommer til, hvilke forfatterskaber fra hans eget hjemland, der har inspireret Grzegorz Wroblewski, er han også ganske panoramisk i sit udsyn over litteraturen.

Nogle gange skal vi tænke statistisk. Polen er et ret stort land, der bor ca. 38 millioner polakker, plus du har en ret stor diaspora, der er måske omkring 10 millioner, der har noget med Polen at gøre. Måske er de født i Polen og har emigreret osv. Så det er et ret stort antal mennesker, som forstår polsk og kan skrive på polsk, så statistisk i litteraturverdenen er det stort. Det er det samme, hvis vi tager f.eks. USA.

For at komme tilbage til Polen, har vi mange interessante forfattere. Der var f.eks. Andrzej Bursa, han har kun skrevet 35 digte. Han var syg og døde ung, så der var ikke mulighed for at fortsætte med forfatterskabet, men de 35 digte de har påvirket mig utrolig meget. Det var en slags blanding af bl.a. objektivistisk og eksistentialistisk litteratur.

Vi har forskellige litteraturretninger i Polen, på samme måde som i Danmark. Du kan finde interessante forfattere, som arbejder med økonomisk litteratur, feministisk litteratur, cyberpunk litteratur osv. Absolut som i Danmark, og så vælger din egen æstetiske følelse og beslutter hvilke forfattere er de gode.

Ganske naturligt har det der kendetegnede kilderne til inspiration været mere styret af udtryk end af landegrænser.

Folk i Polen har hele tiden spurgt mig, hvor jeg har mine traditioner og mine forbilleder fra, hvilke forfattere der var mest interessante for mig. Jeg har altid været interesseret i objektivistisk litteratur, som f.eks. Charles Reznikoff eller Williams Carlos Williams (begge fra USA, red.). Der er nogle ting der kæder mig automatisk til nogle meditative sider af mennesker. I sammenspil med den voldsomme europæiske tradition giver det et resultat, som kan blive spændende.

Igen er det netværk af indflydelser, altid i bevægelse, det giver mest mening for Grzegorz Wroblewski at tale om – ikke afgrænsede, kanoniserede kunstnere eller værker. Når han taler om danske koryfæer som H.C. Andersen eller Søren Kierkegaard, understreger han, at der i deres samtid, blev frembragt litterære produkter der lignede deres. Strunge var influeret af den britiske punk-bevægelse, og hans værker blev hævet til et andet niveau end de ellers ville have nået, i samspil med F.P. Jacs og Henrik S. Holcks tekster. Når det kommer til film, beskriver Wroblewski, hvordan Lars von Trier og de andre dogmekunstnere byggede videre på ideer fra bl.a. de polske instruktører Kieslowski og Majewski, som en overgang underviste i Danmark.

Alle de observationer af sammenhænge Wroblewski har gjort igennem sit liv, sættes i spil i hans tekster. Den mængde af viden og overvejelser giver dem tyngde, men samtidig lever viljen til smil på linjerne. For at låne lidt af forfatterens egne ord: det sammenspil giver et resultat som ikke blot kan blive, men som er spændende.

Hans værker er kendetegnet ved et slags meditativt modus, hvor forskellige meningstråde kan slynge sig mellem hinanden og forstærke deres gennemslagskraft på læseren, samtidig med at de enkelte elementers betydning i sammenhængen holdes lidt uden for læserens rækkevidde. Derudover har teksterne stor energi og en humor der prikker til både samfundet og læseren, men ikke uden selvironi.

Grzegorz Wroblewski har skrevet digte, dramatik, essays mm., samt medvirket til forskellige projekter med kunstnere og musikere, og produceret billedkunst. Han har bidraget til en lang række danske og internationale magasiner, tidsskrifter mm.

Oversat til dansk er bøgerne Siesta på Nørrebro (1995), Hvis hver fluevinge er talt (1999), Kopenhaga (2001), Den ny koloni (2003), Soul Rebel (2006), Digte (2015), Cindys vugge (2016), samt bidrag til antologien Herfra min verden går (2009).

Et udsnit af andre sprogversioner af hans værker er: Pjesme (Bosnien-Hercegovina, 2002), Our Flying Objects (England, 2007), A Marzipan Factory (Australien, 2010), Kopenhaga (USA, 2013), Let’s Go Back to the Mainland (USA, 2014), Zero Visibility (USA, 2017), Hansenovic vana (Tjekkiet, 2018).

I december 2019 indgår Grzegorz Wroblewski i endnu et samarbejde med DKI, når han sammen med kunstneren Doris Bloom præsenterer et visuelt projekt baseret på Den ny koloni, som bliver udstillet på Litteraturmuseet i Warszawa. En tidligere version af udstillingen har været vist på Den Frie.

Tekst: Adam Kalkrup