Camilla Mordhorst bliver ny generalsekretær for Dansk Kulturinstitut
Camilla Mordhorst bliver ny generalsekretær for Dansk Kulturinstitut
Pressemeddelelse, 4. december 2018
Dansk Kulturinstituts bestyrelse har per 1. januar 2019 ansat udviklingsdirektør for Nationalmuseet, Camilla Mordhorst, som ny generalsekretær for Dansk Kulturinstitut, hvor hun afløser Michael Metz Mørch, der går på pension efter 5 år på posten og 2 år i bestyrelsen.
Bestyrelsesformand Carsten Haurum siger:
Jeg glæder mig over, at Camilla Mordhorst ved årsskiftet tiltræder som ny generalsekretær for Dansk Kulturinstitut. Camilla er meget velbevandret i dansk kultur – både den elitære og den mere folkelige del, og valget af hende er endnu et skridt i den strategiske retning, som er igangsat for Kulturinstituttet. Camilla har flere gange formået at rykke traditionsrige kulturinstitutioner til at blive mere skarpe i profilen, tænke nyt – og måske turde lidt mere. Disse evner glæder jeg mig til at se taget i anvendelse for Dansk Kulturinstituts fortsatte udvikling.
Camilla Mordhorst siger:
I en tid hvor den internationale dialog er under pres, har Dansk Kulturinstituts formål fået fornyet aktualitet. Instituttet har en imponerende international rækkevidde med sine projekter, der skaber personlige møder om kultur, kunst og samfundsrelaterede emner. Jeg ser gode muligheder i, at Kulturinstituttet kan gøre en forskel, når det gælder om at fremme globale værdier om fx ligestilling, ytringsfrihed og bæredygtige byer og hermed bidrage til realiseringen af FN’s Verdensmål. Dette glæder jeg mig til at udvikle sammen med Instituttets medarbejdere.
Camilla Mordhorst er 48 år, og har gennem sine mange år på poster i forskellige danske kulturorganisationer været med til at skærpe dagsordener, sikre økonomisk bæredygtighed og vovet at tænke nyt.
Dansk Kulturinstitut er selvejende institution med en årlig finanslovsbevilling på 15,5 mio.kr. og en samlet omsætning på 39 mio.kr. Gennem sine syv udenlandske afdelinger har instituttet aktiviteter i 18 lande, og er i gang med at udvide sine aktiviteter i Ukraine og Tyrkiet.
CV for Camilla Mordhorst
2018- : Udviklingsdirektør for Nationalmuseet
2015-18: Vicedirektør for Nationalmuseet
2013-15: Museumsdirektør for M/S Museet for Søfart
2009-13: Formidlingsleder for Københavns Museum
2005-09: Udstillingsleder og adjunkt, Medicinsk Museion
2004: Museumsinspektør på Medicinsk Museion
2002-04: Ekstern lektor i museologi på Europæisk Etnologi, Københavns Universitet.
2000: Projektkoordinator i formidlingsenheden på Nationalmuseet
2000-03: Ph.D. studerende på Roskilde Universitet/Nationalmuseet
1999-2000: Udstillingsleder for Odense Bys Museers årtusindudstilling
1998-99: Museumsinspektørvikar i Formidlingsenheden på Nationalmuseet
1997-98: Museumsinspektør i Nyere Tids Kulturhistorie ved Odense Bys Museer
1996: Forskningsassistent på Nyere Tids Afdeling på Nationalmuseet
1993-96: Om- og underviser tilknyttet Nyere Tids Afdeling på Nationalmuseet
Øvrige hverv:
2015: Bestyrelsesformand for Fonden til fordel for Nationalmuseets samlinger efter 1660
2017: Bestyrelsesmedlem, Designmuseum Danmark
2017: Bestyrelsesmedlem, Grosserer P.L. Jørgensens Mindefond
2018: Medlem af Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs Råd
2016: Medlem af Styregruppen for bogserien 100 Danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag
Uddannelse:
Ph.D. (2004). Cand.com. i kommunikation og europæisk etnologi, Roskilde Universitet (1996). Ledelsesudviklingsforløb i for ledere i staten på direktionsniveau (2018). Diplomuddannelse i Leisure Management and Museum Management, University College, Sjælland (2012-13). 6 måneders gæsteforskerophold på Stanford University (2008)
Civilstand: gift og har to børn.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst bestyrelsesformand Carsten Haurum:
chaurum@chaurum.dk, tlf.nr.: 2027 7981