DANSK!!BR – DKI i Brasilien fejrer 10-års jubilæum
Dansk Kulturinstitut i Brasilien fejrer 10-års jubilæum med festivalen DANSK!!BR
Fra 9. til 11. november fejrer Dansk Kulturinstitut i Brasilien 10-års jubilæum og afholder festivalen DANSK!!BR i kulturcentret Cidade das Artes i Rio de Janeiro.
Ser man tilbage over de 10 år, vil man se, at de kunstneriske udvekslinger mellem danske og brasilianske kunstnere og kulturaktører har spundet faste tråde, der hele tiden videreudvikles med nye kunstnere, vinkler og flere partnere. Programmet for festivalen viser en række af disse dansk-brasilianske samarbejder samt koncepter som CineKlap, Dança DK og det nyeste på kompositionsmusik – Orelhão.
Festivalen er et tætpakket program med livekoncerter, filmvisninger, dans og performancekunst, debat og gastronomi. Desuden en udstilling om byrumsarkitekt Jan Gehl og debatrække om byer i Centro Carioca de Design.
Den meget populære brasilianske musikgruppe BaianaSystem, DJ Rumpistol, DJ MAM, VJ Muti Randolph, den klassiske akkordeonist Andrea Borregaard, Scenatet og kokken Simon Lau er nogle af de markante navne, som tager del i festlighederne.
”Vi ser det som vores fornemmeste opgave at skabe platforme, hvor kunstnerne inspireres i hinanden, og at publikum oplever denne inspiration som åbning til at blive mere nysgerrige på at forstå hinandens kulturer.” Institutleder Maibrit Thomsen
DANSK!!BR på Cidade das Artes
Når dørene åbner på Cidade das Artes d. 9. november kl 19:00 går den første udgave af DANSK!!BR i gang – en fejring af Dansk Kulturinstituts 10 år i Brasilien.
Der vil være eksempler på kunstneriske projekter, som DKI selv har udviklet i Brasilien – som filmfestivalen CineKlap og danseudvekslingsprojektet Dança DK. “Orelhao” – et treårigt projekt med fokus på nyere kompositionsmusik – vil også blive introduceret.
Under weekenden vil brasilianerne også kunne opleve kulturen fra de nordiske lande i Hygge Lounge med specialøl, kaffe og typisk dansk mad lavet af kokken Kamille Plon Santos.
I ”Mapping Challenge” kan nye talenter inden for VJ’ing deltage i en kreativ konkurrence i digital kunst. Den internationale digitale kunstner Muti Randolph vil være blandt dommerne, og vinderen får et residency ophold i Danmark i 2019.
BaianaSystem og Rumpistol
BaianaSystem er et af de mest populære brasilianske bands i øjeblikket. Her blandes musik fra Jamaica med baiansk guitar for at skabe samba-reggae og ijexa rytmer. Gruppen blander også andre afrolatinske rytmer som MÅF, afrobeat, reagge, cumbia og pagode. I showet indgår den danske elektroniske musiker Rumpistol.
CINEKLAP – Visning af danske film
Filmfestivalen CineKlap vil under ledelse af filmkurator Tatiana Groff vise fire forskellige danske film, der portrætterer markante danske kunstnere:
Kasper Astrup Schröders “Big Time”, der følger den danske arkitekt Bjarke Ingels liv gennem 6 år; Anne Regitze Wivels “Mand falder”, der handler om eftervirkningerne af den ulykke, der ramte billedkunstner Per Kirkeby; Jacob Jørgensens “Olafur Eliasson – Space is Process” om kunstnerens kreative proces; samt Casper Høybergs “Møbler til tiden”, om Børge Mogensen, et af de største navne inden for skandinavisk møbeldesign.
Babettes Gæstebud – Mad, musik, litteratur og dansk film
For at fejre at det er 30 år siden, at Axel Gabriels film Babettes Gæstebud vandt en Oscar for Bedste Udenlandske film, afholder Dansk!!BR to middage, hvor den præmierede, danske kok Simon Lau laver den berømte menu fra filmen til i alt 150 gæster. Under de to middage vil dele af bogen blive læst op.
Scenatet opfører inden middagen en koncert med Per Nørgaard’s smukke musik fra Babettes Gæstebud.
Rumpistol – Producer og DJ
Siden 2003 har Jens B. Christiansen produceret elektronisk musik under navnet Rumpistol og har indtil nu udgivet seks albummer, tre EP´er og en lang række remixes med kunstner som Efterklang, System, Indians & Blue Foundation.
Rumpistol deltager i musikfestivaler i hele Europa, Nordamerika, Mexico, Kina, Rusland og Brasilien. I 2015 var han en del af det 3-årige dansk-brasilianske musikprojekt Dinamica Dinamarquesa, hvor han samarbejdede med den brasilianske designer og VJ Muti Randolph til en koncert til den store Festival Multiplicidade. Året efter var Rumpistols musik en del af åbningsceremonien til de paralympiske lege i Rio 2016, hvor Muti Randolph stod for showet. Til festivalen vil Rumpistol også deltage i BaianaSystems koncert.
Muti Randolph – Brasiliansk digital kunstner
Et af de største navne inden for brasiliansk digital kunst, der arbejder internationalt for flere modenavne. Sammen med den danske producer og DJ Rumpistol skabte han et show til en koncert i Rio de Janeiros botaniske have under Festival Multiplicidade i 2015. Et samarbejde igangsat af DKI Brasilien. Til åbningsshowet for de paralympiske lege i 2016 skabte Muti Randolph et forrygende digitalt show, hvor han bl.a. brugte Rumpistols musik.
VJ Mapping Challenge
Udover at lave visuals til koncerterne, er Muti Randolph juryformand i en “mapping challenge” for up-coming VJ-taleter. Deres værker vil blive vist udendørs på Jean Nouvels Esplanade. Vinderen får et residency ophold i Danmark i 2019.
CRASH! – En danseforestilling
Crash! er en poetisk og kraftfuld danseforestilling med syv mandlige dansere, af den danske koreograf Stephanie Thomasen. Forestillingen er resultatet af et twinning-projekt mellem danske og brasilianske dansere, DancaDK, som DKI er partner i. CRASH er en dansk-brasiliansk co-produktion, skabt ud af et gnistrende samarbejde, om hvordan vi crasher. Hvordan mødes vi, og hvad sker der, når vi gør? – i kærlighed og i samfundet.
Gruppen består af i alt danske og brasilianske dansere, som har turneret med CRASH i både Danmark, Frankrig og Brasilien. Udover forestillingen deltager danserne også i debatter om udveksling og kunstnerisk inspiration under festivalen.
Andreas Borregaard – akkordeonist
DANSK!!BR-festivalen vil være første gang den efterspurgte, unge akkordeonspiller Andreas Borregaard kommer til Brasilien. Her vil han præsentere en række kompositioner skabt til ham af nogle af de største danske komponister.
Andreas vil både spille solo, og sammen med Quarteto Camargo Guarnieri (SP) præsentere “Dancers & Disappearance” et nyt stykke af den danske komponist Bent Sørensen – vinder af den største pris for komponister i verden, Grawemeyer Award 2018.
DJ MAM Copacabana/København-forbindelse
Brasilianske DJ Mam spiller ved mange store brasilianske events som nytåret på Copacabana, hvor han spillede for 2 mio. festende gæster, og har siden 2014 samarbejdet med danske kunstnere som Kenneth Bager og Pharfar. Et samarbejde der er spiret af det 3-årige musikprojekt Dinamica Dinamarquesa projekt.
I 2015 spillede han på Roskilde Festival, som en af tre ledende DJs. Til DANSK!!BR vil DJ Mam præsentere sit nye arbejde, der er inspireret af sine samarbejder med Pharfar.
BrincaCidade
Familieoplevelser sammen er vigtige. BrincaCidade er en bevægelse med en mission om at skabe en levende by, der prioriterer en god barndom, og med en bredere forståelse af uddannelse – ud over skolen til hvad der sker i det offentlige rum, i møder mellem mennesker og i tættere relationer.
I tråd med de centrale begreber i dansk pædagogik værdsættes børn, familie, frit spil, læring og gerne i byens offentlige rum. Blandt de planlagte aktiviteter er: Picnics, lege, og workshops for familier med børn.
Oficina Live Art
Projektet Live Art har eksisteret siden 2004 og været en del af 13 store internationale festivaler og andre arrangementer rettet mod børn og deres familier. Den danske kunstner og koreograf Henrik Vestergaard står for workshops, der er åbne for alle.
Virak Revy
“Virak Revy” er et show sammensat af forskellige forestillinger af musik, dans, teater og ord for hele familien. Forestillingerne er skrevet af internationale performancekunstnere som f.eks. Yoko Ono, Marcel Duchamp og danske Eric Andersen. På DANSK!!BR Festival opfører Henrik Vestergaard nogle af forestillingerne sammen med børn og familier på Live Art Workshop.
DANSK!!BR
9., 10. og 11. november.
Cidade das Artes
Av. das Américas, 5300 – Barra da Tijuca