fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
18 · 10 · 2018

Børnefestival i Istanbul

Store smil, skrald og perleplader til børnefestival i Istanbul

 

Lørdag d. 22. september var Dansk Kulturinstitut medarrangør af Danimarka Çocuk Festivalinden, en meget velbesøgt og farverig børnekulturfestival i Istanbul. Over 2000 børn og forældre deltog i festlighederne. På tapetet var aktiviteter og emner som kongespil, perleplader, dans, bæredygtighed og H. C. Andersen.  

 

 

Igennem længere tid har Dansk Kulturinstitut haft planer om at åbne et kulturinstitut i den tyrkiske metropol Istanbul. En tilstedeværelse netop hér anses som særdeles vigtig, da landet – ikke kun geografisk, men også kulturelt – er placeret i krydsfeltet mellem øst og vest, syd og nord og mellem Mellemøsten, Asien og Europa. Med ønsket om at bygge en mere levende bro mellem det danske og tyrkiske kulturliv, har DKI derfor i 2018 igangsat en strategisk og fokuseret indsats, der indtil videre har Istanbul for øje. Indsatsen, der dog bliver landsdækkende i 2019, udformer sig helt konkret i udvekslingsaktiviteter inden for områderne børn og unge, scenekunst, film, musik og samtids- og billedkunst.

Til projektet havde Dansk Kulturinstitut fået sponsoreret workshop-materialer og -ressourcer fra de danske virksomheder Hama A/S, Magni A/S og Tactic Games Denmark. Foto: Det Danske Generalkonsulat i Istanbul

Dansk børnekultur gjorde sit indtog

På en solrig sensommerlørdag d. 22. september 2018 var Dansk Kulturinstitut således – på initiativ af og i samarbejde med Det Danske Generalkonsulat i Istanbul – medarrangør- og vært for en meget velbesøgt børnekulturfestival. Begivenheden blev afholdt på et stort græs- og idrætsareal på det anerkendte universitet Boğaziçi i Istanbul. Foruden Konsulatets og DKI’s bidrag blev festivalen bl.a. realiseret med økonomisk støtte fra IKP (Det Internationale Kulturpanel) og som følge af sponsorater fra de danske virksomheder Novo Nordisk, LEGO, Bestseller og Chr. Hansen, der ligesom DKI stod for en lang række underholdende børneaktiviteter på festivalpladsen; zumba, cykling, løb, graffitimaling og meget andet.

Foto: Det Danske Generalkonsulat i Istanbul

Helt overordnet var festivalen en stor succes; op mod 2000 mennesker deltog i et hav af aktiviteter, herunder omkring 700 børn, hvoraf 300 kom fra børnehjem og fattige områder af den tyrkiske storby.

 

DKI inviterede de fremmødte børn og voksne indenfor i et stort festivaltelt midt på pladsen, hvor man ikke udelukkende kunne søge ly fra de hede tyrkiske solstråler. Fra start til slut boblede teltet af liv, børnelatter og kreative, underholdende og lærerige aktiviteter – alle med fundamentet solidt placeret i dansk børne- og legekultur.

 

Her kunne man deltage i både inden- og udendørs værksteder med farverige perleplader, kunstneriske malebøger, Danmarks-puslespil og vikingespil. En anden aktivitet der havde DKI som afsender var oplæsninger af H. C. Andersen-eventyr, der to gange i løbet af dagen blev fremført og dramatiseret af den tyrkiske skuespiller Tuba Işık Eroğlu på festivalens store Main Stage.

 

Dåser, pap og emballageskrald var et hit

Én af hovedaktiviteterne i teltet var dog en fantastisk populær workshop om kunst og bæredygtighed faciliteret af Amir Zainorin. Den dansk-malaysiske kunstner har igennem mange år arbejdet med bæredygtighed og genbrug i sin kunstneriske praksis og med den yngre generation som målgruppe. De børn der var så heldige at finde plads til Amirs workshop, byggede henover eftermiddagen kunstinstallationer og figurer ud af brugte dåser, pap, emballage og anden skrald fra festivalens skraldesække – alene, i samarbejde med kunstneren, hinanden og forældre.

Den dansk-malayiske kunstner AMIR ZAINORIN leder den meget efterspurgte workshop om kunst og bæredygtighed. Foto: Det Danske Generalkonsulat i Istanbul

Både børn og voksne var tydeligvis meget underholdte af Amirs workshop, samtidig med at de fik inspiration til, hvordan man kan tænke fysiske materialer, genbrug og bæredygtighed ind i hverdagens børne- og legekultur, der i dag er domineret af tablets, online universer og andre digitale fænomener.

Festivalen var en 100 % nonprofit begivenhed og udviklet i overensstemmelse med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Foto: Det Danske Generalkonsulat i Istanbul

På denne solrige lørdag i september på Boğaziçi-universitetet i Istanbul var der altså ikke bare tale om et stort fremmøde af forventningsfulde børn og voksne, men også store smil, begejstring og en nærmest uendelig entusiasme helt til sidste minut.

 

Partnerskabet mellem Det Danske Generalkonsulat i Istanbul og Dansk Kulturinstitut fortsætter, hvorfor vi allerede nu kan løfte sløret for, at børnekulturfestivalen vil blive afholdt igen i september 2019.

 

 

Tekst: Mette Gadegaard Olsen