Interview: Bournonvilles balletter får nyt liv på filmlærredet

Signe Roderik holder liv i arven fra August Bournonville – og forfrisker den

Signe Roderik er aktuel med tre film om den stolte danske ballettradition, der udspringer af Danmarks store balletmester August Bournonvilles værk. Med produktionen af filmene har hun taget springet fra et virke som velanskrevet fotograf, til at tage filminstruktørrollen på sig. Men hvad har motiveret hende til det spring, hvorfor var det lige ballet hun kastede sig over, og hvad har Bournonville at give vores tid?

Dedikation er en rød tråd, når man taler med Signe Roderik. Hendes egen dedikation til sit håndværk og til de emner, hun beskæftiger sig med brænder klart igennem, og andres dedikation er det, der inspirerer og fascinerer hende. Igennem de år hun har arbejdet som fotograf har det også været de mest ubønhørligt dedikerede mennesker, hun har stillet skarpt på igen og igen. De mennesker der ville noget så meget, at de glemte, hun var i gang med at fotografere dem. Igennem årene har det blandt andet været operasangere, Michelin-kokke og balletdansere. Balletten har nu i særligt grad fanget Roderiks opmærksomhed, og sat kreative impulser i gang, som altså har ført til hendes debut som filminstruktør.

“Den er de ordløse fortællingers kunstart – i balletten er det bevægelser, blikke, kroppe og musik, som tager dig steder hen. Især det med at opleve noget intuitivt, fremfor at forstå det med hovedet, var dragende. Og det er det til stadighed.”

Men det var en ganske særlig oplevelse med danserne, der var anstødsstenen til at begynde arbejdet med et nyt medie, og med en anderledes formidling af balletkunsten og Bournonville specifikt.

”Ulrik Birkkjær, solodanser på Den Kgl. Ballet, inviterede mig med til New York i 2015, for at dokumentere Ulrik Birkkjærs Bournonville Celebration tur (en gruppe dansere fra Den Kgl. Ballet optrådte i 2015 på Joyce Theater i New York, red.). Derovre vil jeg sige startskuddet til det med filmene kom.  Det var måske der, jeg først forstod, hvor enestående en kulturskat vi har i Bournonville.

At se amerikanernes reaktioner på både danserne og Bournonvilles verden var meget rørende. Og gennem New Yorkernes blik på vores kulturarv så jeg med nyt blik på noget jeg indtil da måske havde taget for givet.”

“New York oplevelsen blev en ”eye opener”, i forhold til at sige: vent lige lidt, der er noget her, som vi skylder at passe på og udbrede, men også udfordre og tage livtag med. Store klassikere kan tåle meget, men uanset hvad vi gør med det, skal vi blive ved med at gøre noget med dem. For det IKKE at gøre noget med dem er måske i virkeligheden det de tåler mindst.”

En skrøbelig tradition

Men hvad er det særlige ved Bournonvilles danske balletter, i forhold til klassikere fra andre lande? Måske først og fremmest det, at man i høj grad danser for og med hinanden, noget der går godt i spænd med danske fællesskabsidealer. Andre landes ballettraditioner har ofte fokus på det solistiske og et spektakulært udtryk, hvor det hos Bournonville aldrig må se ud som om man anstrenger sig, det er et underspillet udtryk. Det hænger også sammen med idéen om, at historien er vigtig, og at dansen ikke må komme i vejen for den.

Desuden er der plads i kompagniet til de ”pensionerede” dansere, som spiller de roller, der er ren mime, uden at indeholde decideret dans. I udlandet består hele kompagnier typisk af yngre dansere. Inklusionen af ældre dansere giver mulighed for, at de såkaldte karakterdansere kan byde på et helt andet kraftfuldt udtryk, end man ser det i kompagnier med udelukkende unge dansere. Dette særkende ved den danske ballettradition er for nyligt kommet under pres, da karakterdansernes status er ændret fra fastansættelse til freelance.

Som Signe Roderik fortæller, er en tradition som Bournonville ballet-skolen yderst skrøbelig. Der er tale om nuets kunst, som ikke kan nedskrives på samme måde som f.eks. partituret til en opera.

”Dans er jo så meget styret af, hvem der danser, og hvordan det iscenesættes. Og bliver det ikke danset på ”den og den måde”, jamen så er det væk, men så er der også plads til noget andet nyt. Men det er en sårbar kunstform.”

Her skal altså også findes en del af grunden til at Roderik, ansporet af sin oplevelse i New York, gik i gang med at gøre sit for at passe på kulturskatten fra Bournonville. To mål har været overordnede, at give et bud på hvordan Bournonville og kulturskatten kan udfordres, hyldes og passes på og samtidig formidle Bournonville – og ballet i det hele taget – til et publikum, der måske ikke normalt er de første i køen til Det Kgl. Teater. Det var for at nå de mål Roderik tog filmmediet i brug.

”Min ambition var aldrig kun at tilgodese et i forvejen etableret balletpublikum. Det lå mig på sinde at række ud over balletpublikummets kerne og også nå og forhåbentlig røre mennesker der aldrig før havde set ballet eller ikke havde kendskab til Bournonville.”

At hun er nået godt i mål med den ambition har hun mærket på tilkendegivelser fra både mennesker der har set ballet hele deres liv, og mennesker der aldrig før har set en ballet, som alle, omend på forskellig vis, er blevet rørt over hendes vision for balletterne.

Fra det undersøgende til det fortællende

Overgangen fra foto til film, repræsenterer for Signe Roderik også et markant skift i tilgangen til de emner hun behandler. Hendes fotografiske virke har været præget af et ønske om at benytte sig så lidt som muligt af opstillede billeder, hvor målet var at fange den vinkel, det lys, eller det helt særegne øjeblik, der indeholdt lidt af det portrætteredes essens. Derfor var der meget lidt planlægning involveret i processen, når Roderik gik på opdagelse via kameralinsen.

”Der er det radikalt anderledes med filmen. Det har det virkelig været, fordi jeg ikke har ønsket bare at tage kameraet og gå ud og finde et emne og lade det udfolde sig for mig. Med mine film har der været en historie jeg gerne ville fortælle, og derfor var planlægning og forberedelse helt afgørende.”

I den første af filmene ”Bournonville Today” er fokus på den særlige måde, mesterens balletter fortæller historier og spørgsmålene om, hvad det særegne er ved Bournonville og hvorfor hans historier stadig kan virke på os i dag, er omdrejningspunktet i både ord og billeder i filmen. Hvor førende balleteksperter fra ind- og udland sætter ord på Bournonvilles verden og værker imens store talenter fra Den Kongelige Ballet udfører tre dansesekvenser.

Ud over at lave nye bud på store klassikere igennem samarbejde med særligt Ulrik Birkkjær men også med tidligere solodanser Sorella Englund, og være med til forberedelsen i øvelokalet med danserne, arbejdede Signe Roderik også tæt sammen med filmholdet for at afklare, hvordan dansen kunne filmes, så seeren ville få en anden oplevelse, end man får fra salen til en forestilling.

”Det var det, som var min største udfordring på den visuelle del, tror jeg. Men også det jeg hele tiden holdt mig for øje. Hvis man ikke sidder i salen og oplever nuets kunst – som jeg synes er kæmpestort, og kan noget helt særligt – så hvis man ikke sidder der og ser det live, men det er noget der er filmet, så skal det kunne noget radikalt anderledes.”

Det mål har Signe Roderik bl.a. nået, ved at skrabe ind til kernen af den historie dansen fortæller. En tilgang der hænger nøje sammen med hendes syn på hvad ballets største kvalitet er.

De store øjeblikkes kunst

Det Signe Roderik gerne har villet fremhæve ved balletten, er det hun synes den gør allerbedst, holder et spejl op for vores følelser uden at behøve ord og skaber øjeblikke, der står så stærkt, at man rammes umiddelbart og føler sig forstået.

”Jeg synes, det åbner verdener inde i en selv, men også i forhold til at kunne forstå andre mennesker. Det er det at kunne blive rørt uden ord, i en verden hvor der er så mange ord hele tiden, så mange impulser. Det er lige der, det sker, det er lige foran en, og ikke to dansere danser det samme parti ens, eller fortolker på samme måde. Det, synes jeg, er enormt kraftfuldt, at man ved en bevægelse, en hånd, en skulder, eller et blik, faktisk kan tænke ”nå ja, lige sådan”. Selv om filmmediet har ord, så kan de gode film også få mig derhen.”

Men ligesom balletten kan indeholde de krystalklare øjeblikke, kan der også være en formmæssig barriere. I de lange helaftensballetter, kan der være længere partier, hvor man som tilskuer let kan falde lidt ud af øjeblikket. Selv om Roderik synes der bestemt kan være en styrke ved at skulle igennem et forløb, som trods alt hænger sammen, fordi der bliver fortalt en historie, synes hun også, der til tider kan være langt mellem snapsene i en forestilling.

”Det er ikke fordi vi skal gøre store klassikere så ‘effektive’ at vi kun får de absolutte highlights, for jeg mener helhedsoplevelsen skal være der. Men Jeg synes, der er noget spændende i at tage de her store klassikere, og sige okay, hvad er historien her? Hvordan kan vi fortælle historierne i dag? Med respekt for den tid de kommer fra, men samtidig med øje for den tid de opleves i. Hvordan kan vi formidle klassikere fra en tid der var, så vi ser dem i nyt lys men uden at forfladige dem?

Jeg er på en måde glad for jeg ikke er balletbarn, for så tror jeg slet ikke jeg ville have turdet gå til ”Sylfiden” (Bournonvilles kendteste ballet, red.) på den måde jeg har gjort i filmen – i min arbejdsproces har min egen nysgerrighed og det at vide ganske lidt om emnet på en måde været min fordel  – og tilladt mig at gå intuitivt til det.”

Ballettens facetter

Foreløbig har Signe Roderiks indsats ført til tilblivelsen af tre film. Den første var som sagt ”Bournonville Today”, der forsøger at indfange essensen af Bournonville-traditionen, den anden er ”The Art of Silence”, der giver et tæt portræt af de ældre karakterdansere, og i skrivende stund lægges sidste hånd på den sidste og tredje film i trilogien “When I Dance”, som formidler de helt unge balletelevers forhold til dansen og traditionen. De to første film har allerede vundet for bedste instruktør og været udtaget på flere kunst-, film- og dansefestivaller i udlandet – herunder LA, Skt. Petersborg, Berlin og New York.

Tilsammen udgør de tre film en gribende dokumentation af et stykke enestående kulturarvs tradition, generationer, historier og overleveringer. Ligeledes ser man hvordan kulturarven giver sig udtryk i den enkelte dansers liv og virke, og hvordan den kan røre og ramme tilskuerne til den. Det har netop været vigtigt for Signe Roderik, at repræsentere alle generationerne i den danske balletverden, og samtidig at gå uden om klicheerne inden for dækningen af ballet, især omkring balletbørn.

”Det var rigtig vigtigt for mig ikke at vise ømme fødder eller spørge om de der klassiske ting man spørger balletbørn om: ”hvad så hvis du ikke går videre?”… Det var slet ikke mit ærinde med den. Der var det at sige: hvad nu hvis vi voksne for en gang skyld tier helt stille og lader børnene komme til orde?”

Derfor har Roderik haft en meget lang researchproces med de involverede børn, hvor de under afslappede former og uden kameraet tændt, sammen har nærmet sig, hvad der skulle ende på lærredet.

”Så det har været et langt forløb, hvor de så fint og meget tillidsfuldt har lukket op til deres verden, så vi andre kan få et glimt ind i, hvorfor kunst er så vigtig og hvorfor vi alle kan lære meget af at lytte til hvad børn har på hjerte.”

Med temaet Bournonville således indkapslet, belyst via tre generationer af balletdanseres medvirken, er Signe Roderik klar til at kaste sig over nye projekter. Men dansen er hun ikke færdig med at behandle. Fascinationen brænder stadig klart, og der er flere vinkler på den der kan afdækkes.

”Jeg har fået rigtig meget lyst til at lave mere af det hele. Jeg har både fået lyst til at lave noget, der har længere varighed, altså i ”feature” format (spillefilmslængde, red.), og så har jeg fået lyst til måske at prøve kræfter med at iscenesætte nogle balletter. Altså simpelthen se, hvad hvis man satte det her ”take” på ”Sylfiden” fra “Bournonville Today” op på scenen.”

Helt konkret er produktionen i gang på en art portrætfilm om en ældre danser. Men Roderik udtrykker også interesse for, at prøve at arbejde med andre kunstformer, f.eks. opera, og afsøge deres særlige karakter, ligesom hun har gjort med Bournonvilles stykker og stil. Overordnet ønsker hun at formidle vores klassiske arv til flere mennesker, og særligt til børn. Ikke nødvendigvis for at få dem til at se eller danse ballet, men for at give dem en impuls til at udfolde sig selv. Derfor er hun også yderst glad for at have foranstaltet et samarbejde med flere biblioteker og skoler, med henblik på at vise filmene som afsæt for at tale kunst og kultur med morgendagens generationer.

Dedikerede menneskers arbejde fortjener at inspirere andre. Det gælder for Den Kgl. Ballets dansere og iscenesættere, og det gælder for Signe Roderik som filmskaber.

August Bournonville levede fra 1805-79. Han var balletmester på Den Kgl. Ballet i perioden 1830-77, med to pauser. Igennem sit arbejde her grundlagde Bournonville sin egen skole inden for ballet, som stadig udgør et vigtigt grundlag for Den Kgl. Ballets repertoire. Hans koreografi er kendetegnet ved en lethed i udtrykket, og hovedbudskaberne er vigtigheden af positivitet og glæden ved det nære og virkelige.

Bournonville var som mange af tidens store skikkelser patriotisk anlagt, og skrev ud over sine balletter bl.a. en lille traktat om hvordan hjemvendte soldater burde behandles. Han var en nær ven af H. C. Andersen, og de to kunstneriske ånder drev en lang brevveksling, som kan opleves i bogen Digterens og balletmesterens luner: H.C. Andersens og August Bournonvilles brevveksling (Gyldendal).

De fem nok bedst kendte af Bournonvilles balletter er Sylfiden, Napoli, Et Folkesagn, Kermessen i Brügge og Livjægerne paa Amager.

Tekst: Adam Kalkrup

Alle billeder er brugt med tilladelse fra Signe Roderik, og stammer fra produktionerne “Bournonville Today”, “The Art of Silence” og “When I Dance”.