Lydmor spiller på Stereoleto i Skt. Petersborg
Den fremadstormende sangerinde og musiker Lydmor spiller på Stereoleto i Skt. Petersborg
Det er noget af en sjældenhed i 2018, når den nytænkende musikskaber Lydmor spiller på Stereoleto, Skt. Petersborgs ældste uafhængige festival for moderne og alternativ musik. Kunstneren har nemlig kraftigt reduceret sin koncertvirksomhed, op til udgivelsen af sit nye album I told you I’d Tell Them Our Story, som er planlagt til udgivelse i september. Koncerten finder sted 10. juni.
Lydmor har allerede udgivet to singler fra det kommende album: Helium High og 二 Money Towers
Find begivenhedens facebook-side her
Lydmor
Lydmor har skabt meget omtale i de senere år, siden hun debuterede i 2012, med albummet A Pile of Empty Tapes. Efterfølgeren var Y, som udkom tre år senere. Nu er hun snart klar med sit nyeste udspil, og interessen er ikke blevet mindre, drevet af den fængende elektronisk prægede musik og spektakulære optrædender.
Udgangspunktet for Lydmors musikalske univers er som sagt et elektronisk lydbillede. Men hun rummer mange nuancer og et stemningsmæssigt register der går fra det helt stille, til det dystert tunge. Hendes tekster er, ligesom hendes forskellige optrædender, præget af personlighed og et kønspolitisk engagement.
Det har kendetegnet Lydmors virke, at hun konstant prøver at finde uventede vinkler på fremførelsen af sin musik, bl.a. rejste hun en tid rundt og spillede koncerter i sine fans private hjem.
Stereoleto
Stereoleto bringer ung musik fra hele verden til Skt. Petersborg. Festivalen har efterhånden fået et solidt internationalt ry, og har været nomineret til og vundet flere lokale priser. I 2018 har festivalen fået et nyt hjemsted, i det nye kunstcenter ART PLAY.
I de 16 år Stereoleto har eksisteret har festivalen budt på navne som: Sigur Ros, Nick Cave & The Bad Seeds, Massive Attack, La Roux, Regina Spektor, U.N.K.L.E., Royksopp og Buena Vista Social Club, mmf.