Fotoudstillingen 100% Copenhagen på Dansk Kulturcenter
DKC i Beijing viser udstilling om den danske følelse af lykke og tilfredshed: 100% Copenhagen
København er den officielle gæsteby for Beijing Design Week 2018, og i den forbindelse præsenterer Dansk Kulturcenter i Beijing fotoudstillingen 100% Copenhagen af Maja Nydal Eriksen. Beijing Design Week giver det kinesiske publikum, både almindelige mennesker og fagfolk, muligheden for at opleve nye koncepter inden for livsstil, bæredygtig levevis, genbrug og styrkelse af lokalsamfund. Dette års tema er “Living and Giving”, og DKC vil spille en vigtig rolle i aktiviteterne, hvilket også er baggrunden for at vise den kommende udstilling, som løber til midten af August.
100% Copenhagen
100% Copenhagen giver et blik på Danmarks hovedstad fra en anden vinkel end man finder i diverse rapporter, der placerer Danmarkl øverst i ethvert “lykkeindex”. Ved at spørge borgerne i “verdens bedste by” hvad der betyder mest for deres individuelle velbefindende, belyser udstillingen temaer, der ikke indgår i de sædvanlige opgørelser. Derved fungerer den både som en alternativ “lykkerapport” for København og som et fascinerende mentalt kort over en by, i søgen efter mening, identitet og lykke.
De portrætterede er almindelige borgere, som demografisk repræsenterer byens befolkning, baseret på forskellige statistikker. Men hver af personerne afslører et individuelt ståsted, der “repræsenterer” de vigtigste sociale problemstillinger fra et yderst personligt perspektiv: livsstil, arbejde, forhold, velstand, diskrimination, bæredygtighed, byliv og diversitet. Det endelige resultat kan give et mere fuldstændigt og dækkende billede af vores komplekse bysamfund i konstant forandring, end vi normalt kan opfatte.
Fotografierne og de interviews der hører til dem, er resultatet af tre timer lange samtaler med hver af de portrætterede. På alle billederne har kunstneren Maja Nydal Eriksen brugt de medvirkendes hjem som billedets sceniske baggrund. Konceptet bag 100% Copenhagen stammer fra en dokumentarteaterforestilling, opført på Det kgl. Teater i 2013 af det tyske teaterkollektiv Rimini Protokoll og præsenteret af Metropolis, Københavns Internationale Teater.
Udstillingen er designet og produceret af Dansk Kulturcenter med støtte fra SC Van Fonden og Nordgreen.
Fotos og tekst: Maja Nydal Eriksen, grafisk design: Elisavet Papageorgiou og Tang Sai.