Look! Polish Picture Book! – Sprælske polske illustrationer til Danmark
På udstillingen Look! Polish Picture Book! kan man opleve den berømmede polske illustrationstradition, helt fra 1950’erne til i dag. Udstillingen kommer til Danmark 1. februar og bliver både vist i Aarhus og på Nørrebro.
Look! Polish Picture Book!
Der er en lang tradition for illustration og billedbøger i Polen, og de der holder den i live er ikke bange for at forny den. Illustrationerne er præget af en sprudlende kreativitet, og blændende glimt i øjet. Snart kan man herhjemme opleve eksempler på både ældre og nyere værker, når Look! Polish Picture Book! åbner dørene den 1. februar, på Dokk1 i Aarhus. Til ferniseringen kan man høre præsentationer af udstillingens kuratorer. I marts flytter udstillingen til Blågårdens Bibliotek, på Nørrebro.
Sideløbende med fremvisningen af den smukke polske illustrationskunst, vil der være workshops med nogle af de polske illustratorer, hvis værker indgår i udstillingen. Her kan man få indblik i teknikkerne bag de fantasifulde illustrationer. Desuden er der i forbindelse med produktionen af Look! Polish Picture Book! blevet lavet en publikation med samme titel, der giver yderligere baggrund omkring den polske skole for illustration.
Projektet er udviklet af Østersøens Kulturcenter i Gdańsk, med støtte fra det polske Ministerie for Kultur & National Arv under programmet Promotion of Polish Culture Abroad 2018 – Promesa. Dokk1 og Dansk Kulturinstitut er partnere på udstillingen.
Den polske skole for illustration
I løbet af 50’erne, 60’erne og 70’erne producerede polske illustratorer kontinuerligt grafik af højeste kvalitet til det internationale bogmarked. Derfor begyndte man at tale om “den polske skole for illustration”. Siden da har billedbogen udviklet sig dynamisk, også ind i det 21. århundrede. Look! Polish Picture Book! viser traditionens rige forskelligartethed. Udstillingen henvender sig både til børn og voksne, og til kunstnere, forskere eller andre professionelle, såvel som til folk der bare elsker smukke bøger.
En af hovedskikkelserne i den polske skole for illustration er Bohdan Butenko, som har været aktiv fra 1950’erne og helt til i dag. Han har både arbejdet med at illustrere bøger og producere tegneserier, og har udviklet flere figurer med langvarig popularitet og forskellige udtryk, men kendetegnet ved humor. Trådene fra Butenko til yngre illustratorer, som er blevet påvirket af hans stil, er et af de emner der bliver behandlet i udstillingens materiale. Det interessante er, hvor vidt forskellige retninger de forskellige kunstnere har taget inspirationen i. I det hele taget er der en enorm mangfoldighed på spil, i den omfattende præsentation af polske illustrationer gennem tiden.
Der er blevet givet talrige priser til kunstnerne bag udstillingens værker.
Illustratorer og forskere på besøg
Nogle af de illustratorer, hvis værker bliver fremvist, afholder workshops i forbindelse med udstillingen. Lige som der bliver givet præsentationer af kuratorerne bag, som også har produceret den publikation der hører til Look Polish Picture Book. Her følger korte præsentationer af gæsterne:
Grazka Lange leder Afdelingen for Illustration ved Kunstakademiet i Warszava, og har designet over 80 højt roste bøger. Blandt anerkendelserne hun har modtaget er flere kåringer for Årets Smukkeste Bog i Polen, æresbevisning og prisbelønning fra Det Internationale Selskab for Børnebøger, IBBY, den polske Gloria Artis Medalje og en særlig præmie fra Foreningen for Polske Bogudgivere.
Aleksandra Cieslak er forfatter, illustrator og grafiker. Hendes produktion indbefatter både bøger til børn og voksne. Aleksandra Cieslak var i 2016 nomineret til den prestigefyldte Astrid Lindgren Memorial Award, og hendes bog This is a Book to Make var nomineret til en pris ved Bolonia Children’s Book Fair.
Marianna Oklejak er tegner og designer. Hendes produktion omfatter både bøger, plakater og CD-omslag. Marianna Oklejaks illustrationer har vundet priser og hædersbevisninger, bl.a. fra den polske afdeling af IBBY, og hun var i finalen af de store sydkoreanske konkurrence, CJ Picture Book Award, 2010, og Nami Island, 2017.
Malgorzata Cackowska underviser på Institut for Pædagogik i Afdelingen for Uddannelsesfilosofi og Kulturstudier ved Universitetet i Gdansk. Yderligere arbejder hun som konsulent for forskellige samarbejdspartnere. Hun er stærkt interesseret i den sociale og politiske betydning af børnebøger, og har skrevet talrige artikler om billedbøgers uddannelsesmæssige potentiale.
Anita Wincencjusz-Patyna er historiker, kunstkritiker og prodekan på Wroclaw Kunstakademis Fakultet for Maleri og Skulptur. Hun interesserer sig særligt for billedbogens teori og historie, og er forfatter til bogen Station:Illustration. Den polske bogillustration 1950-80. Kunstneriske idéer og realiseringer. Endvidere har hun skrevet om samtidskunst og Wroclaws kunstneriske miljø.