Kulturen lever i Rusland – interview med violinist Niklas Walentin
Niklas Walentin er violinist og udgør en tredjedel af kammermusikensemblet Trio Vitruvi. Han debuterede for nylig fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse, men han er allerede ved at etablere sig som internationalt navn og har vundet et hav af priser, både som solist og med trioen, som i 2014 vandt P2s Kammermusikkonkurrence. Koncertsale i store dele af verden har allerede lagt rum til Walentins klange.
I 2015 inviterede Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg Trio Vitruvi til at spille flere koncerter i Rusland, bl.a. på det store Marinskiij Teater. Her var der også arrangeret et møde med den internationalt anerkendte dirigent og leder af teatret, Valery Gergiev. Efter at have hørt Niklas Walentin spille, gjorde Gergiev det muligt for ham senere at vende tilbage til Marinskiij Teatret og spille en solokoncert.
Vi har taget en snak med Niklas om, hvilket indtryk turene har givet ham af det store land mod øst, hvor han optræder igen her i december, d. 26. og 28., bl.a. med musik af Carl Nielsen.
Hvordan er det at komme ind bag facaden på et land som Rusland, som vi jo hører meget om herhjemme?
Det er desværre ofte sådan med Rusland, at alt man hører om er Putin og politik. Det er simpelthen bare så synd. Navnlig efter man har fået chancen for rent faktisk at arbejde med russerne og arbejde med noget, der betyder så utrolig meget for Rusland, som kultur gør. Så sidder man virkelig tilbage med en følelse af, hvor ærgerligt det er, at vi ikke “bare” kan arbejde sammen og være gode venner. Og også at verden ikke ved, hvor fantastiske mennesker russerne i virkeligheden er. Alt drukner bare i et hurtigt stereotypisk snapshot, og alt hvad vi kigger på udadtil er først og fremmest politisk, altid politisk.
Hvad kendte du til Rusland inden turen i 2015?
Jeg havde ikke fornøjelsen af at være der, før Finn Andersen inviterede min klavertrio, Trio Vitruvi, over til Skt. Petersborg. Vi var derovre i foråret og lavede en ret kompakt lille serie af koncerter, vi havde tre koncerter på to dage. Det var første gang jeg var rigtig østpå. Jeg havde været i Ukraine, i Kharkiv, to år forinden grundet koncert, men da jeg kom til Rusland, var det fantastisk endelig at få lov at se hovedkilden til alt det, man tænker på som værende øst.
Det, der virkelig slog mig, var den entusiasme, den almene russer har over for kunst og kultur. Over for al form for kunst og kultur, og fremme af viden på et alment niveau. Her i Vesten er det publikum vi spiller for af aldrende dato, og det skal man slet ikke kimse af, men i Rusland er det simpelthen alle; fra børn helt ned til de mindste aldre, til aldrende mennesker, der kommer.
Det ligger så dybt i russerne at lade sig berige kulturelt. Det er en kæmpe fornøjelse. Og enormt berigende lige at få en fortrøstning af, at ved du hvad, klassisk kunst og kultur det holder endnu. Der er nogle mennesker i denne her verden, det virkelig ligger i, at det er noget vi skal værne om. Nu har jeg fået fornøjelsen af at være i Rusland flere gange, og det bliver bare ved.
Du har både spillet på Carnegie Hall i New York og Marinskiij Teatret i Skt. Petersborg, hvordan synes du de oplevelser står over for hinanden?
Marinskiij Teatret og Carnegie Hall er to lige store fantastiske institutioner for klassisk kunst og kultur, navnlig musik. De er mere eller mindre bygget på samme tid, Carnegie Hall er lidt nyere, men de er begge to meget mere end hundrede år gamle, og bygget i en tid, hvor den klassiske kunst og kultur vi kender i dag var på et højdepunkt, og hvor alting var spritnyt. Så med det i mente, så er de begge to lige fantastiske. Det, der står tilbage i dag, er, at alt føles mere oprigtigt i Rusland. Der er det min opfattelse af de amerikanere, jeg har arbejdet sammen med, måske er det meget stereotypisk sagt, men sådan har det været indtil videre, at det handler mere om ”snappy business”.
USA er jo et land som af naturlige årsager ikke har sin egen kultur, ligesom vi har i Vesten og i Rusland. Det er altid noget, som de har taget her fra Europa og fra Østen, og så Afrika, hvor de har givet jazzen videre gennem USA. Men når det kommer til klassisk kunst og kultur, så er det noget, de har omfavnet fra os. Der kan man godt mærke, at russerne er så meget mere en del af al kunst og kultur fra Centraleuropa. For 150 år siden, da der stadigvæk var Zar-dømme, der var så meget af al den musik og kunst vi havde i Europa, der var russisk. Der var en generel udveksling, på daglig basis, af den almene forståelse af, hvad det var at være kultiveret. Så der kan jeg godt mærke, den dag i dag, at der hænger jeg bedre sammen med mentaliteten i Rusland, som kunstner i hvert fald, end med mentaliteten i USA.
For at skære det ud i pap, der er enten den hurtige forretningsudgave af, hvad kunst og kultur er, eller også er der den, hvor man ser på, hvorfor vi egentlig har kunst og kultur, og hvad vi skal bruge det til, og så derefter får det til at køre rundt.
Er der noget du synes skiller sig særligt ud ved selve den klassiske musik fra Rusland?
I dag tænker vi, at der er Europa og så er der ”østblokken”, med Rusland og alle de lande. Men al den musik som jeg arbejder så meget med, er jo i hvert fald hundrede år gammel, og det vi betegner i vores verden (inden for klassisk musik, red.) som moderne musik, det er jo oftest allerede 70 år gammelt. Så kernerepertoiret er jo musik, som blev skrevet i Europa samtidig med, at de store ting også blev skrevet i Rusland. Vi spiller de ting lige meget, og man tænker sjældent på de landegrænser som man tænker på i dag. Det er mere delt op kulturhistorisk, i de store epoker, som hele den del af verden der producerede den her kultur var en del af.
Man hører ellers ofte om en særlig nordisk klang eller tone f.eks., men du synes ikke landene har den slags generelle særpræg?
Det med tonesproget det er egentlig et godt spørgsmål. Hele det der med den nordiske tone og sådan nogle ting… Når vi snakker nordisk tone, så er det lidt gammel vin på nye flasker. Og det er jo hvad det er. For hvis der er noget, jeg har oplevet inden for de sidste par år, hvor jeg har haft en fast karriere, er det, at der er kunst, som værende kunst for kunstens skyld, og kultivering og bedre forståelse, og så er der når kunst, ligegyldig hvilken genre det er, bliver business. Så er det ligegyldigt om det er god kunst eller dårligt kunst. Det er et spørgsmål om hvad der sælger. Hvis man kan få folk til at høre Carl Nielsen, ved at kalde det Ny Nordisk eller Nordisk Tone, så er det det folk gør.
Jeg synes nærmere man kan mærke, at der er russisk romantik og så er der russisk modernisme. Altså der kan man selvfølgelig godt mærke, at den russiske musik der er skrevet efter Første Verdenskrig, med det samme er påvirket af en skiftende politisk situation i Rusland. Der er det interessant, at det afspejler, hvordan det almene menneske har det. Komponister skal jo, ligesom alle mennesker, have smør på brødet. Samfundsudviklinger afspejles med det samme, i hvilken type musik der bliver produceret. Hvad er der brug for? Hvad skal der beskrives?
Hvis man hører Carl Nielsens musik, eller samtidig musik med Carl Nielsen, som er skrevet i starten af 1900-tallet og op til Anden Verdenskrig, så er det meget mere revolutionerende og svært forståeligt. Det er mere abstrakt og på sin vis lidt mere komplekst, uden det nødvendigvis er hverken dårligere eller bedre. Der kan man mærke, at der ingen risiko har været forbundet, med det man lavede i DK på det tidspunkt. De kunne tænke, ”jamen altså, det er jo ikke fordi jeg bliver skudt i næste øjeblik, hvis jeg skriver det her mærkelige stykke musik for violin, klarinet og triangel, som der kun er to mennesker der kommer til at høre”.
Du nævner selv Carl Nielsen, som i de senere år kan siges, at have fået mere omtale end nogen anden dansk komponist. Hvad betyder hans musik for dig, og hvordan synes du den står i forhold til andre komponister med rod i Danmark?
Carl Nielsen og hans musik er noget jeg er blevet sluset ind i, via min lærer Søren Elbæk. Både han og Peder (Elbæk, Sørens far – red.) tog Carl Nielsens musik til enorme højder, Peder indspillede al musikken på Deutsche Grammophon. Hvis man skal høre Nielsens musik, så er det Deutsche Grammophon og de indspilninger, der er ikke noget større. Men altså, jeg blev introduceret til Nielsen forholdsvis hurtigt, da jeg studerede hos Søren, og så var det gennem Nielsen konkurrencen, at jeg fik mit rigtige afsæt til den internationale scene. Så Nielsen har altid været enormt tæt på mig. Det var også hans musik jeg indspillede på den plade jeg optrådte med i Carnegie f.eks.
Men der er jo også andre komponister. Tidligere i år lavede jeg Gades violinkoncert, sammen med Aarhus Symfoniorkester, og det var sådan set ”bare” en bestillingsopgave, men helt sikkert en lækker øjenåbner lige pludselig at komme i gang, med at arbejde med noget andet dansk musik, som måske ofte står lidt i skyggen af Nielsen.
Nielsen har meget velfortjent opnået en international titel, men der er også andre danske komponister. Selv om Danmark er et lille land, har vi en forholdsvis stor kulturarv. Det er vigtigt at vi herhjemme i Danmark, ligesom russerne gør med deres store kulturarv, holder den ved lige. At danske musikere, navnlig den unge generation, gør det. Hvis de ikke hele tiden spillede Brahms violinkoncerter, Sibelius violinkoncerter, Paganini capricer op og ned, men åbnede bogen, og bare lige så hvad der var af danske komponister, og pustede lidt liv i det, så kunne det være spændende.
Altså, selvfølgelig er det jo ikke alting der er lige godt, men jeg vil også sige der er meget af det som bare ikke får en fair chance. Fordi så tænker man, ”jeg har de her violinkonkurrencer jeg skal til, og der skal det være superhøjt niveau og fejlfrit, jeg har nok ikke rigtig tid til at spille en eller anden Gade violinsonate, eller et lille stykke af Rued Langgaard, måske en anden gang”. Så bliver det aldrig til noget, og de der ting falder lidt i glemmebogen, og så bliver det måske musikere som ikke har den helt store kapacitet, til virkelig at få dem op på det internationale niveau, som gør et eller andet ved det. Det bliver sjældent kastet op på den store væg. Her er noget i aldrig har hørt før. Prøv lige, fem minutter, lyt til det, se hvad det er.
Jeg skal faktisk til at indspille noget musik af en dansk-schweizisk komponist, Gunnar Berg, som skrev musik tilbage i trediverne og fyrrerne. Han var meget nær ven af Schönberg, og kendte Herbert von Karajan i slutfyrrerne, da Karajan virkelig var på vej op. Totalt ukendt, han bliver aldrig indspillet, men musikken er helt sin egen. Det glæder jeg mig til at prøve at se om man kan puste nyt liv i.
Apropos at kaste tingene op på den store væg, og præsentere dem for udlandet, synes du danske klassiske musikere tager mere ud og spiller internationalt end før i tiden?
Både og… Danmark har altid haft store kunstnere, enten tilrejste eller opvoksede herfra, og det er min opfattelse, at Danmark stadig har et lige så højt internationalt niveau. Men i dag er danske kunstnere måske også drevet meget af overlevelse og dens nødvendighed, før den oprigtige lyst til at rejse ud. Den lyst til at komme ud at rejse og have et flygtigt liv, altid bo i en kuffert og sådan nogle ting der, den virker til tider begrænset. Det er sjældent, at folk fra starten har mentaliteten ”vi tager afsted, og vi betaler selv vores billetter, men vi skal opleve det her, for vi får så meget igen, af inspiration, viden og berigelse af vores egen kulturelle forståelse.”
Den stærke nervøsitet for overlevelse, den er der selvfølgelig også i Rusland. Men den er der på et så mærkeligt uoverskueligt niveau, fordi der er det virkelig bare et spørgsmål om alt eller intet. Jeg tror, at de som gerne vil være inden for kunst og kultur i østlandene, de accepterer meget tidligt nogle absurde betingelser. Måske derfor giver man sig endnu mere hen for at få en positivitet eller glæde, som afsmitter. Det er ikke hele tiden, som det er her i vesten, frygten der først og fremmest driver en til at skulle i øvelokalet, fordi man skal have en orkesterplads, eller man skal prøve at få nogle koncerter på benene og den slags. Der er det den modsatte vej ovre i Rusland, altså man beder næsten bare til højere magter, og så giver man alt ens hjerteblod. Det er jo derfor Rusland er en af de førende nationer i hele verden, når det kommer til at levere topkunstnere på alle fronter. Det er jo alt fra instrumentalister til balletdansere og operasangere, selv iscenesættere osv.
Du fremstår heller ikke som drevet af frygt, men derimod af en eventyrlyst, der også handler om andet end bare at spille flere og større koncerter. Hvad betyder det for dig at opleve verden uden om øvelokaler og koncertsale, både ude og hjemme?
Det er meget vigtigt for mig at have så meget med alt andet en klassisk musik at gøre. Der er nogle klassiske musikere, hvor det bare er klassisk musik hele tiden, og de henter deres inspiration den vej fra. Når de ikke selv spiller, så sætter de Mozarts Requiem på, eller ser livetransmission fra P2 Koncerten. Der hører jeg slet ikke til. Jeg skal ud og hente noget inspiration fra livet, altså som menneske, for at der kommer noget personligt indhold.
Musik er et sprog. Hvordan man end tænker over det, så kommer man til den konklusion, at det er en form for kommunikation. Så der skal jo være et eller andet indhold, der skal være en årsag til, at man fortæller den samme historie igen og igen. Når man ikke selv er komponist, men ”bare” er formidler af noget musik.
Hvis der skal komme et eller andet personligt ”livstouch”, hvor man kan mærke, at kunstneren rent faktisk har en interesse og en eller anden forbindelse med det stykke musik, han spiller, så er det i hvert fald for mit vedkommende noget, jeg skal ud at finde andetsteds fra.
Interview: Adam Kalkrup
Her kan du læse mere om Niklas Walentin og Trio Vitruvi