Creative Business Cup finale i Letland
Ved iNOVUSS festival i Lucasala, Letland (d. 25-26. august) blev der afholdt den nationale finale i “Creative Business Cup”. I år konkurrerede 33 dygtige iværksættere om bedste kreative forretningsidé, hvoraf dommerne heriblandt Simon Drewsen Holmberg, leder af Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen, skulle udvælge de tre bedste – ikke en let opgave.
Tredjepladsen gik til Solfegio, som har skabt en interaktiv platform ved at kombinere teknologi med populære sange. Via en app er det muligt at øve musik sammen i klasseværelset og derved hjælpe musikundervisere med at motivere og udvikle unges musikalske færdigheder. Anden pladsen gik til Be-with, specialdesignet tøjlinje med særlige detaljer der åbner for kropskontakt og berøring. Vinderen af konkurrencen var Anatomy Next, der har udviklet et 3D-simulationsprogram af menneskekroppen til gavn for medicinstuderende.
Vi ønsker finalisterne held og lykke i den internationale finale i København.