Skuespiller Søren Hellerup: Sao Paulo åbnede dørene for helt nye muligheder

Sao Paulos progressive teater- og filmverden åbnede dørene for nye muligheder for den danske skuespiller Søren Hellerup efter 27 år i New York og Hollywood. DKI har talt med den danske skuespiller, instruktør og producent, som er på vej til Danmark med et brasiliansk gæstespil af August Strindbergs og Dorrit Willumsens  ’Den stærkeste’ på CPHStage hvor premieren fejres 1. juni i år.

For mange skuespillere er New York og Hollywood den helt store drøm.  Hvad trak dig ud i verden til en international karriere i først USA og derefter Brasilien?

”Efter skuespilleruddannelsen på Statens Teaterskole i 1982 arbejdede jeg et par år på gruppeteatre, turneer og Københavnske teatre. Jeg følte dog, at jeg havde brug for mere uddannelse og fik nogle legater i 1985, så jeg kunne videreuddanne mig et år i New York City.

Det endte med, at jeg blev der i 13 år. Først i 1998 flyttede jeg videre til Los Angeles. I USA havde jeg nogle rigtig gode år, et par dårlige år og gode år igen … Men efter fagforeningsstrejker plus den generelle økonomiske nedtur røg næsten 50% af jobbene i Los Angeles.

Med næsten 400.000 skuespillere i byen, hvoraf ca. 250.000 er i fagforening gik det meste af tiden bare med forsøge at få jobs overhovedet. Omkring 95% af ens tid gik med ”networking”, workshops osv. Når man så fik arbejde, var man ”bare” en lille bitte del af den store Hollywood-maskine. Der kom så til gengæld en pæn fed check in ad døren, men i det store hele følte jeg mig virkelig lidt kreativ.

I 2009-10 begyndte jeg at besøge Sao Paulo og fandt hurtigt ud af, at der var en utrolig kreativ og progressiv teaterscene i byen. Faktisk bliver der om ugen præsenteret flere forskellige teaterforestillinger i Sao Paulo end i fx New York. Ganske vist svinger kvaliteten meget i Sao Paulo, men når det er godt, er det bare helt forrygende.

Det, som trak mest i Sao Paulo, var, at jeg følte, at her var det ”kunsten”, det handlede om. Når man mødes, taler man om kunst, kultur, udvikling, teknik og nye ideer. Hvorimod den generelle snak i Hollywood mest handlede om én selv og om ens seneste møder med den eller den osv.

Desuden oplevede jeg heller ikke den ”aldersdiskrimination”, som er stærkt gældende i Hollywood, og i det hele taget fandt jeg en meget større åbenhed generelt.

Du arbejder i dag både på brasilianske produktioner og med egne produktioner. Hvad har banet din vej ind i det brasilianske teater og filmmiljø? Og hvordan oplever du det i forhold til det amerikanske og det danske?

Jeg var i slutningen af 50erne, da jeg besluttede at sige farvel til Los Angeles. Hvad der først indtraf for mig her i Sao Paulo var, at en enorm kreativitet begyndte at udvikle sig i mit liv. Ideer om selv at iscenesætte forestillinger (samt lave scenografi til disse) begyndte at tage form. En kreativitet jeg ikke engang vidste, at jeg besad. Alene det at man her møder en åbenhed for nye ideer, også fra en i min alder, gav bare ny styrke til, hvad jeg ville i mit liv.

Egentligt havde jeg helt lagt skuespillet på hylden. Jeg følte mig træt og uinspireret, og da jeg samtidig ikke har et særligt godt sprogøre, med andre ord, et elendigt portugisisk … så havde jeg aldrig tænkt på at komme til at spille her.

Jeg havde været så heldig at blive introduceret til en ret kreativ og produktiv gruppe af teaterfolk  og dette bekendtskab åbnede dørene til andre. Jeg fandt det, modsat i Hollywood, meget nemt at skabe netværk her.

Der har kun været åbenhed og velvilje, og selvom det ikke var nemt, og selvom det tager virkelig lang (LANG) tid at få en forestilling produceret (fra ide til virkelighed kan nemt tage 3 år eller mere, selv for store navne her), så følte jeg, at jeg var kommet på min rette hylde.

En stor lokal filmproduktion med en Oscarnomineret brasiliansk instruktør, havde besluttet at lave sin film på engelsk, efter at et stort navn fra USA var blevet interesseret i at spille hovedrollen, og pludselig var der brug for andre engelsktalende skuespillere. Efter min audition tilbød instruktøren mig, ikke alene – mit eget valg ud af 5 forskellige roller i filmen, men også at jeg skulle hjælpe casteren med readings, tekstbearbejdning og instruktøren selv gennem et ret intensivt prøveforløb. Pludselig stod jeg overfor nogle af Brasiliens største skuespillere og med et arbejde, der er noget af det mest udviklende, jeg har prøvet i mit liv. Et job som jeg aldrig ville været kommet i nærheden af i USA.

Dette førte til et andet job på en stor HBO brasiliansk tv-serie, hvor jeg netop er blevet inviteret tilbage for at lave to nye episoder til den 4. og sidste sæson af serien. Pludselig begyndte agenter at kontakte mig, og jeg endte med i 2016 også at medvirke i 7 episoder på 3 andre tv-serier.

Desuden bliver der til august i år premiere på en af de største og dyreste film nogensinde lavet i Brasilien. Min rolle alene i denne film har givet mig mere inspiration og kreativitet, end jeg nogensinde kunne have drømt om.

DET, der gør hele forskellen mellem arbejdet her og fx. i Hollywood, er, at man har mulighed for at rent faktisk at samtale med instruktøren. Man føler, at man virkelig har en stemme og kan være en del af den kreative proces.

I Hollywood er det en stor maskine, og bagefter går man tilbage til sin trailer og kan sidde der, indtil man bliver kaldt ind igen.

Her i Sao Paulo føler man, at alle arbejder og ER sammen. Der er en enorm respekt for alle, lige meget, hvilket niveau man arbejder på.

Til gengæld er lønningerne elendige i forhold til Hollywood (eller Danmark), men hvad man ikke får i gage, får man så til gengæld ind af kreativitet og arbejdsglæde.

Hvad har det gjort for din kunstneriske udvikling at arbejde i udlandet – i to store vidt forskellige lande og kulturer?

Jeg føler, at man kan få det bedste ud af tingene ved at arbejde “uden for rammerne”. Ved at tvinge mig selv, i mangel af et bedre udtryk; til at komme ud af min egen komfortzone, er jeg blevet enormt inspireret. Det er for nemt at lulle sig ind i en tryghed og sikkerhed. Men det er ikke der, at jeg personligt opnår kreativitet. Den provokation det er at arbejde i en anden kultur kan være ret voldsom og bestemt heller ikke nem. Til gengæld har jeg fået en helt ny glæde og stolthed ved min arbejde, som jeg aldrig har følt før.

Du arbejder med teateropsætninger af nordiske tekster/skuespil, hvordan bliver de modtaget i Brasilien? Og hvordan er jeres tilgang til ”den nordiske tone” i teksterne.

Noget af det mest fantastiske ved at arbejde med blandede kulturer er, at man ofte får det bedste frem fra begge sider. De tekster, vi arbejder med, er nogle af de bedst skrevet i nordisk og europæisk litteratur. Disse tekster vækker følelser i os, der er vokset op med dem, og de vækker andre følelser i dag, fx her i Brasilien. I disse samarbejder opdager man nogle nye lag, der kan give et anderledes udtryk med nye dimensioner.

Jeg er ret forsigtig med ikke at komme med mine ideer som det endegyldige, men virkelig bruge den kvalitet og den kultur der findes i de skuespillere jeg har valgt. Det gør det også mere spændende for mig, da der under prøverne opstår ting, som jeg oprindelig slet ikke ville have tænkt på.

Vi er i fuld gang med prøverne på August Strindbergs “Den stærkeste”, der oprindelig havde premiere i København i 1889, som vi arbejder på sammenholdt med Dorrit Willumsens version fra 1978.

Vi har brugt meget tid på bare at læse teksterne og diskutere alle muligheder. Mine to brasilianske kvindelige skuespillere, Isabella Lemos og Adriana Lessa, kommer med nogle nye udtryk og ideer til teksten. Kvindens rolle i Brasilien i 1889, og i 1978, giver en ny kraft til teksterne. Spillet af to moderne kvinder i 2017 får bare det bedste frem i både tekst og skuespillere.

I arbejdet med forestillingen bygger vi på parallellerne 1889-1978 og op til vor tid i både Danmark og i Brasilien. Det giver i den grad stof til eftertanke.  En af de ting vi har talt meget om er netop  hvor tæt mange brasilianske kvinders liv i dag stadig er som på Strindbergs tid.

Som kvinde er man afhængig af manden; man bliver gift, får børn, gør sine huslige pligter, og der bliver ikke engang stillet spørgsmål!  Hvis man lytter til Brasiliens præsidents tale på Kvindernes kampdag i år får man et lidt skræmmende billede af, hvad mange mænd forventer af kvinder – også i år 2017.

Vi planlægger at have premiere på forestillingen på CPH STAGE 1. juni 2017. I de originale tekster foregår forestillingen på en café juleaftensdag i København. Dette har vi beholdt. Dels passer det til atmosfæren i teksten, men ikke mindst giver det en anden dynamik, at vi har to brasilianere til at fortolke teksten, så den ikke bliver, som man måske ville forvente.

Jeg er meget forsigtig med ikke at overføre mine (skandinaviske) tanker fra min opvækst, men lader vore brasilianske skuespilleres input komme frem gennem August Strindbergs og Dorrit Willumsens ord.

Den danske skuespiller Pernille Grumme, der fik ideen til denne nye udgave af DEN STÆRKESTE, er naturligvis inviteret til premieren sammen med Dorrit Willumsen og Joen Bille (der var instruktør på den originale forestilling på Cafe Teatret i 1978).

Vi ser forestillingen som det første af flere dansk-brasilianske scenekunstsamarbejder. Jeg har f.ex talt med  Anders Lundorf om, at han laver en lokal (brasiliansk) version af den fantastiske opsætning af “BOYS DONT CRY”,  som han lavede for Mungo Park. Hvilket oven i købet ville blande den amerikanske kultur ind i billedet. Men dette er drømme for fremtiden …