fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
06 · 04 · 2017

H.C. Andersenprisen 2017 går til …

Et stort tillykke til vinderne af dette års H.C. Andersenpriser, der søndag d. 2. april blev overrakt af bl.a. kulturminister Mette Bock og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

 

I år gik priserne til Wenjie Li (Kina) for sin banebrydende forskning i H.C. Andersen-traditionen i Kina, Johan de Mylius (Danmark) for sin betydningsfulde og livslange forskning og formidling af H.C. Andersen og Kasper Købke (Danmark) for sine originale illustrationer til ”H.C. Andersens eventyr”, 2016.

 

HC Andersen priskomiteen uddyber begrundelsen for valget af årets prismodtagere således:

 

Wenjie Li: ”Med Wenjie Li’s banebrydende ph.d.-afhandling fra 2014 foreligger der nu et gennemarbejdet overblik over H.C. Andersen-udbredelsen i Kina og tillige hermed et overblik over både dens betydning og årsagerne til den. Li’s afhandling og den lange række af artikler, hun også har publiceret, rummer ud over dokumentation på Andersens indflydelse også en enestående og nødvendig diskussion af præmisserne for sproglig og kulturel oversættelse mellem europæiske sprog og kinesisk”

 

Johan de Mylius: ”Som professor og forhenværende leder af H.C. Andersen-centret på Syddansk Universitet og især med sine banebrydende bidrag og værker har Johan de Mylius fremmet dybdeforståelsen af Danmarks nationaldigter både nationalt og internationalt, i forskerkredse såvel som i den brede offentlighed. Takket hans indsats er Andersens traditionelle image som digter af børneeventyr blevet afmystificeret til fordel for en solid forankring i den moderne litteraturs udvikling.

Hans seneste bog, Livet og skriften, er et sand opus magnum og kan anses som summen af hans livsværk. Titlen er selv et passende motto for en forsker som har dedikeret sit eget liv til skriftens tjeneste”.

 

Kasper Købke: ”En gang i mellem er vi i Priskomiteen vidende til, at en prismodtager indfanger H.C. Andersen i et lærende og fremsynet samtidsudtryk. Heldigvis.

Samlet set er det, som Kapper Købke, i bogstaveligste forstand, har fået fra hånden med illustrationerne til bogen ”Hans Christian Andersen Eventyr”, en bedrift, som Kasper Købke på smukkeste måde er nået i mål. Til glæde for alle.

Detaljerigdommen i illustrationerne vidner om fordybende respekt og indsigt i Andersens liv og virke. Og vi er sikre på, at Andersen – med sine egne ord – ville have syntes, at Kasper Købke har været ”flittig” – men han havde også været imponeret over de lag, som illustrationerne rummer.”

 

Siden 1996 har H.C. Andersen Priskomite uddelt sin ærespris til 62 personer og organisationer fordelt på 12 forskellige lande fra Kina til Brasilien – foruden Danmark.

 

Læs mere om H.C. Andersen priserne her: http://hans-christian-andersen-priskomite.dk/