fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
17 · 02 · 2017

New Amber udstilling åbnet i Skt. Petersborg

Berømmet som “Nordens guld” er det forstenede harpiks, som rav består af, dog bedst kendt som vedhæng med sølvmontering eller stenkæde. Kunstværker og smykker af rav går helt tilbage til oldtiden og bliver til dels også anset som et lidt gammeldags smykke. I de senere år har dette dog ændret sig.

Rav har stor interesse hos turister i Danmark, og iblandt danskerne selv ses en stigende interesse for smykkestenen.

Den øgede interesse har skabt et nyt fokus på rav, både som smykke og materiale. Gruppeudstillingen ‘New Amber’ er et bidrag til denne opmærksomhed og præsenterer nyfortolkninger af en traditionel opfattelse og måde at bære rav som smykke.

 

Udstillingen blev første gang vist i 2016 vist i det københavnske Galleri Bærbart, hvor galleriets ejer og smykkedesigner Trine Trier indbød en række fremtrædende smykkemagere til hver især at give sin fortolkning af ravsmykket anno 2016.

 

Udstillingen viser, hvordan kunstnere med forskellige tilgange – guldsmede, kunsthåndværkere og konceptkunstnere – giver sit bud på, hvordan rav kan indgå i et nutidig smykke eller omdannes til en dekorativ genstand.

 

Det er en glæde for Dansk Kulturinstitut at bringe ”New Amber” udstillingen over Østersøen til Rusland, hvor den åbnede d. 10. februar i Dansk Kulturinstituts lokaler i Skt. Petersborg. Udstillingen er et samarbejde mellem Kulturinstituttet, det danske generalkonsulat samt smykkedesigner og indehaver af Galleri Bærbart, Trine Trier.

Udstillingen kan ses i Skt. Petersborg frem til den 31. marts 2017.

Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg ligger på Nab. Reki Moyki 42. Kulturinstituttet holder åbent mandag til fredag kl. 10.00 til 18.00.

 

 

Foto: Galleri Bærbart.