Body/Mind Festival: Martyna Miller performance baseret på Jørgen Leths Det perfekte menneske
Den internationale Body/Mind Festival i Warszawa har fredag Martyna Millers danseperformance The Perfect Human – interactive motion machine på programmet.
Forestillingen er baseret på Jørgen Leths kortfilm “Det perfekte menneske” fra 1967 og vender op og ned på forholdet mellem produktion og nydelse, mellem værk og beskuer.
Miller har omsat Jørgen Leths værk til et andet formsprog for i sit eget værk at røre ved intimiteten i mødet mellem danseren/performeren og instruktøren. For så at tilføje et yderligere element i tilskueren, der kan påvirke dette møde.
Ti dansere/performere er tilstede i et rum med tilskuerne. Den klare adskillelse mellem publikum og performer/danser, som man finder på film og i teatret, er i Millers performance udvisket. Her vil hver gestus, tilråb eller stikord kunne påvirkes af tilskuerne. Den enkelte bliver derved, som deltager, nødt til at tage stilling til både rummet, karaktererne og handlingen.
Perfect Humans. Interactive motion machine er skrevet og instrueret af den polske antropolog og performer Martyna Miller, der har taget afgang fra Institute of Polish Culture i Warszawasamt Academy of Performing Arts i Sarajevo. Miller har modtaget et arbejdslegat fra det polske kulturministerium.
Perfect Humans. Interactive motion machine vises i Polen på Body/Mind Festival, som siden 1995 har været en årlig international festival i Warszawa for moderne dans.
Festivalen er en platform for de mest interessante nyere strømninger inden for international moderne dans, og støtter kreativitet, talentudvikling og kvalitet.
Matyna Millers performance er støttet af Dansk Kulturinstitut i Polen.
Læs mere om Body/Mind Festival
Perfect Humans – interactive motion machine
Fredag d. 7. oktober, kl. 19:00 og 21:30
Teatr Nowy (Foyer), Warszawa, ul. Madalińskiego 10/16
Alle pladser er udsolgt.
Se Jørgen Leths Det perfekte menneske nedenfor:
https://www.youtube.com/watch?v=ZcbxMXKT2BM
Fotos: Plakat for den 15. Body/Mind Festival, www.2016.cialoumysl.pl/en