Teaterudveksling mellem Danmark og Holland
Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles vil fremover igen være en mere direkte medspiller i at skabe kulturel og kunstnerisk udveksling mellem Danmark og Belgien, Holland og Luxembourg.
Belgien, Holland og Luxembourg minder på mange måder om Danmark. De kulturelle barrierer er af relativt overkommelig karakter. De fleste kan begå sig på engelsk og købe en flybillet for at besøge København, Aarhus, Antwerpen, Rotterdam, Utrecht, Gent osv. Men på det kulturelle område er der alligevel signifikante forskelle, hvor vi kan lære en masse af hinanden.
Et område, hvor vore traditioner kan ligne hinandens, men hvor vi alligevel, når man ser nøjere efter, har væsentlig forskellige kulturer, er inden for børne- og ungdomsteater. I Danmark har vi en lang og stolt tradition for, at børn skal lære om og præsenteres for kunst og teater. Vi har blandt andet ’Aprilfestivalen’, der er verdens største festival for teater for børn og unge og som kommer ud i hele landet med gratis forestillinger.
I Holland og i Flandern har de på den anden side en lang tradition for teater, hvor børn og unge selv står på scenen. Børn og unge bliver undervist i fritiden på teatre og teaterskoler med et højt fagligt niveau, hvor hvert år bygger oven på det sidste. De unge skuespillere sætter typisk en eller to forestillinger op om året, og ofte turnerer de også.
Den 11. marts besøgte DKI i Bruxelles Rotterdam for at deltage i lanceringen af et netværk, som favner alle aktører på området og understøtter faglig sparring og udveksling.
Selv om vi i Danmark har en stærkere tradition for teater for børn og unge med voksne, professionelle skuespillere, har der samtidig altid været initiativer til også at få børn og unge på scenen. DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed er i øjeblikket ved at skabe det nødvendige netværk på området, der skal til for at styrke og inspirere det faglige niveau – og her kan den meget aktive hollandske og belgiske scene tjene som inspiration.
I første omgang har DKI i Bruxelles i samarbejde med DATS sørget for, at en ung, dansk teatergruppe kommer til børne- og ungdomsteaterfestivalen ’Havenwerk’ i Deventer i Holland i slutningen af maj. Vi håber, at det vil blive begyndelsen til en langvarig og gensidigt berigende udveksling.
Fotos: DKI/Rosalia Fenger