Kronik: Danmark har brug for et kulturinstitut

(Kronik i Berlingske d. 9 marts 2016, skrevet af Michael Christiansen og Christian Have, hhv. fmd for Det Danske Kulturinstitut og kreativ direktør, Have Kommunikation.)

Udenrigspolitikken, der har økonomi og sikkerhed som hovedfokusområder, er utilstrækkelig i styrke, så længe den ikke har et stærkt tredje ben at stå på: Kulturen. Kig til Sverige og Tyskland: Svenska Institutet og Goethe-Instituttet nyder høj international respekt.

Vi lever i en tid, hvor den offentlige debat og aktuelle politiske diskurs i højere grad end nogensinde før fokuserer på kaosskabende konflikter, uløselige problemer og ideologiers uforenelighed. Men selv i en tid som denne er der i Danmark et stærkt værdimæssigt fundament, som fortsat står solidt under såvel befolkningen i almindelighed som de folkevalgte politikere på tværs af alle repræsenterede partier.

Dette fundament er især støbt ud af to grundbestanddele, som kan skildres på følgende vis:

Det gælder først og fremmest friheden. Vel at mærke ikke den tøjlesløse frihed, der kun tilgodeser den enkelte uden hensyntagen til det samfundsmæssige fællesskab. Men netop den frihed, der er til fælles bedste. Herunder friheden til at sige, tænke og tro, hvad man vil, og friheden til forskellighed.

Dernæst gælder det oplysningen. Forstået som det enkelte menneskes og den samlede befolknings evner og vilje til at tænke og handle kritisk. Til at udfordre de etablerede mønstre og omverdenen, og i særlig grad i det øjeblik, talentet findes og ideen til nyskabelse opstår. Og i naturlig forlængelse af oplysningstanken ligger vores tilgang til uddannelse og den frie forskning.

Den uomtvistelige værdi af en veluddannet befolkning er én ting. Men det handler i lige så høj grad om, at vi snarere end kynisk udenadslære mener, at uddannelse bør være baseret på en lystbetonet vilje til at lære. Til at forske frit i alverdens fænomener og teorier. Til at forstå kulturen, historien, traditionerne og fremtidspotentialerne, som vores samfund rummer.

Det er frihedsbegrebet og oplysningstanken, som tilsammen udgør grundpillen i vores demokrati. Som kendetegner Danmark, danskernes mentalitet og dansk kultur. Vel findes der et stigende antal varianter og fortolkninger af, hvad dansk kultur helt præcist dækker over. Men ingen af dem går imod disse grundlæggende principper om frihed og oplysning. Principper, der mere end nogen anden blev indfanget og defineret af Grundtvig.

Aktuelt har dansk udenrigspolitik fået to hovedfokusområder: Økonomi og sikkerhed, såvel ydre som indre. Selvsagt to altafgørende områder, men udenrigspolitikken er utilstrækkelig i styrke, så længe den ikke har et stærkt tredje ben at stå på: Kulturen. Derfor bør det overvejes at oprette et institut i Grundtvigs ånd, som udgør dette tredje ben.

I det øvrige Europa og ikke mindst i vore nabolande, Sverige og Tyskland, er der god inspiration at hente i forhold til, hvordan sådan et institut kan fungere. Med Svenska Institutet har Sverige en forbilledlig model for dialog mellem det faglige og politiske niveau og samtidig et institut, der nyder høj respekt internationalt. Og i Tyskland har Goethe-Instituttet siden 1951 spillet en altafgørende rolle i arbejdet med først at genopbygge landets ry oven på Anden Verdenskrig og siden styrke og videreudvikle det.

Nogen vil givetvis argumentere for, at den danske udenrigspolitiks kulturelle ben allerede er ganske stærkt. Men Udenrigsministeriets ressourcer til kulturpolitik er faldet drastisk. Kulturattachébegrebet er desuden så godt som afskaffet, og samtidig har regeringen besluttet at nedlægge Center for Kultur & Udvikling. Dog findes der forskellige løsrevne institutter med varierende gennemslagskraft i eksempelvis Cairo, Rom, Athen og Damaskus, ligesom der finder kulturudveksling sted i regi af Det Internationale Kulturpanel. Og ikke mindst har vi Det Danske Kulturinstitut, som, funderet i et ganske bredt kulturbegreb, udfører et vigtigt stykke arbejde, som imidlertid ikke har noget eksplicit udenrigspolitisk sigte.

Alle disse eksisterende initiativer bør man derfor overveje at samle i ét nyt institut. Det vil ikke nødvendigvis koste staten flere penge, men samles kræfterne, vil udbyttet af indsatsen være markant større. Og behovet for en målrettet kulturpolitisk indsats rettet mod det internationale samfund er stort. Uden kulturen er billedet, som omverdenen har af Danmark, ganske enkelt mangelfuldt. Det går dels ud over vores generelle omdømme, dels danske virksomheders vilkår i udlandet, og dels vores politiske spillerum.

Det nye instituts overordnede formål bør således være at skabe nye referencepunkter for det internationale samfund, når Danmark omtales. Og hvis alle kræfterne samles i det samme institut, bliver det muligt at etablere den kontinuitet, som aktuelt er meget svær at skabe på tværs af de forskellige aktører.

Med instituttet vil Danmark have én stærk aktør til at udføre det, man kan kalde kulturdiplomati. Snarere end blot at fokusere på det, der traditionelt omtales som kulturel dialog, kan instituttet agere proaktivt i forhold til det internationale samfund. Det kan udøve soft power – gennem kulturelle initiativer og aktiviteter, der demonstrerer værdien af frihed og oplysning på en måde, som et officielt møde mellem to politiske regeringsrepræsentanter aldrig vil kunne det.

Når politikere fortæller repræsentanter fra et andet land om, hvordan vi gerne så, at de gjorde tingene anderledes, vil det – selv pakket ind i diplomati og velmenende miner – ofte blive misforstået eller fremstå belærende. Og dermed være uden den tilsigtede effekt.

Instituttet bør finansieres offentligt, og officielt kan det placeres i regi af Udenrigsministeriet og Kulturministeriet. Den officielle ramme er afgørende for, at instituttet kan siges at repræsentere Danmark. Men det er mindst lige så vigtigt, at det kan fungere med den armslængde, kunstneriske frihed og selvstændighed, der karakteriserer kulturlivet.

Hvis instituttet blev gjort til en integreret del af det ministerielle system, ville det netop blive en utroværdig forlænget arm af det, som det bør frigøres fra. Der er næppe mange virksomheder og fonde, der vil støtte op om kulturaktiviteter, der eksplicit søsættes af politiske myndigheder med politiske formål for øje. Motivationen for disse aktører bør netop være at promovere og støtte op om de dybereliggende værdier og dansk kultur i bred forstand, snarere end en mere dagsaktuel politik, som en given regering måtte føre.

Instituttet kan heller ikke fungere i regi af de danske ambassader. Det skyldes dels de sikkerhedsmæssige omstændigheder, som ikke er befordrende for arrangementer, der netop skal være åbne og tilgængelige. Dels at kulturelle arrangementer er nødt til at finde sted på mere eller mindre neutral grund. Et arrangement med en potentielt kontroversiel kunstner vil med ambassaden som ramme fremstå som om, den danske stat officielt støtter op om vedkommende. Og det er ikke formålet.

Når ministerier og ambassader ikke står bag, åbner der sig en mulighed for at skabe aktiviteter, der har markant mere kant. Og samtidig øger det de medvirkendes troværdighed betragteligt, at de ikke optræder som en del af et politisk apparat.

Således kan man forestille sig arrangementer, initiativer og konferencer, søsat af dette nye institut, der eksempelvis skildrer Danmarks tilgang til børneopdragelse. Til leg og læring. Til kunst og kultur. Til miljø- og klimaløsninger. Eller til arkitektur og design. Tiltag, som både borgere, relevante fagfolk og politikere inviteres til at deltage i.

Aktiviteter som disse vil ikke i deres udformning krænke nogen. De vil, i tråd med oplysningsidealet, give deltagerne mulighed for at tage kritisk stilling til den danske tilgang, de præsenteres for, og til den pendant, de allerede kender fra deres hverdag. Og finder de den danske tilgang inspirerende, har vi fået plantet en ide, der kan medføre reelle forandringer. På en måde, som ingen belærende ord fra en politiker nogensinde vil kunne. Det er soft power i praksis.

Sådan kunne visionen for et »Grundtvig-institut« lyde. Men det er selvsagt ikke den eneste måde, hvorpå der kan skabes en sammenhængende dansk indsats med den rette armslængde indbygget. Derfor skal der herfra lyde en opfordring til, at regeringen inviterer alle berørte parter til en dialog om, hvordan vi sikrer, at udenrigspolitikkens kulturelle ben står så stærkt som overhovedet muligt.