Nordic Matters 2017: Stor Nordisk kultursatsning i London
Den nordiske kultursatsning Nordic Matters vil igennem hele 2017 give det britiske publikum mulighed for at udforske nordisk kultur på Southbank Center i London.
Musik, dans, scenekunst, litteratur, design, arkitektur, billedkunst, mode, mad samt foredrag og debatter er på programmet. Det brede kunstneriske program har fokus på kerneværdier i de nordiske lande som ligestilling, bæredygtighed og børn og unge.
Nordic Matters skydes i gang d. 13.-14. januar, hvor kulturminister Bertel Haarder sammen med ministre fra øvrige nordiske lande samt britiske kollegaer vil deltage.
Den nordiske kultursatsning er kurateret og præsenteret af Southbank Center. Nordisk Ministerråd, de nordiske ambassader i London, de nationale kulturinstitutioner i de respektive nordiske lande samt Grønland, Åland og Færøerne har assisteret Southbank gennem processen.
Læs mere om Nordic Matters her.