Kultur-retur: Mykolaiv, Ukraine

Genopbygningen af Mykolaiv handler ikke bare om veje og bygninger – den handler også om fællesskaber og fremtidsdrømme, fortæller vores direktør Camilla Mordhorst efter sit besøg i Mykolaiv, Ukraine.

Hos Dansk Kulturinstitut er kulturudveksling en del af vores DNA. Derfor lancerer vi nu postkortformatet ”Kultur-Retur”, et løbende koncept, hvori vores kolleger og partnere får mulighed for at dele deres tanker og indtryk fra verden omkring os.

Første udgave af ”Kultur-Retur” er med vores egen direktør, Camilla Mordhorst, der netop er hjemvendt fra Mykolaiv i Ukraine, hvorfra hun giver en beretning fra et land i krig.

Vi har stillet hende tre spørgsmål, der relaterer sig til rejsen:

Hvorfor har du været i Mykolaiv?  

”Det er nærmest umuligt at forestille sig, hvordan det er at leve i Mykolaiv, hvis man ikke har været der. At være gæst føles surrealistisk. På den ene side er byen hyggelig med pladser og grønne alléer – men man mærker krigens tilstedeværelse, når man ser de ofte mennesketomme gader, de bombede bygninger og plakater, der hverver soldater. Eller når man bliver vækket om natten af luftalarmer, der også gjalder fra en særlig app på telefonen – en app, som i øvrigt gav mig et chok, fordi lydstyrken på min telefon var alt for høj. Jeg var ikke rigtig nervøs, fordi vi havde sikkerhedsfolk med på turen. Når alarmerne gik, kunne vagterne med det samme se via app’en Telegram, i hvilke nærmere område bomberne vil falde. I Mykolaiv var vi medarrangør af de danske dage i forbindelse med den årlige byfest. Jeg mødtes med vores partnere, borgmesteren, guvernøren, unge mennesker, krigshelte og almindelige borgere. Vi blev mødt med åbne arme og danske flag i gaderne. Vi cyklede bl.a. gennem byen under en begivenhed, der havde til formål at introducere dansk cykelkultur for ukrainerne. Selvfølgelig for at skabe en festlig ramme, der kan fostre mere håbefulde drømme for byens fremtid. Og som samtidig giver tankerne en pause fra det mere angstprægede og evige ’nu’, der hersker under en krig. Jeg sank lige skuldrende en centimeter, da vi kørte over grænsen til Moldova.”

Hvad gjorde størst indtryk?  

”Min første tanke er tårer. Ét af de unge mennesker, som vi talte med, fik tårer i øjnene over, at der under byfesten blev afholdt aktiviteter, der gav en følelse af hverdag. Vi var med til at skabe lidt almindelighed i den generelle følelse af ualmindelighed. Jeg blev også rørt over lederen af det lokale bibliotek, der hver eneste morgen siden krigens begyndelse har skrevet til sine kolleger med opmuntrende beskeder om, at de nok skulle klare den under byens heftige bombardement. Ukraineres viljestyrke gør stadig stort indtryk. Også deres velvilje over vores tilstedeværelse, der kan aflæses i deres smilende ansigter, men også i form af alle de danske flag, der kunne ses i bybilledet under besøget. Det kan måske lyde mærkeligt, at 100 mennesker skal ud at cykle sammen, mens der er krig, men det er vigtigt at skabe små lommer af almindelighed. At genopbygge Mykolaiv handler ikke kun om bygninger, veje – alt det ydre. Genopbygningen foregår også i tankerne – i menneskers rystede indre.”

Hvilket budskab vil du gerne sende til danskerne?  

”Vi skal vænne os til, at krigen med al sandsynlighed bliver lang. At det ikke bare er flotte ord, når vi fortæller, at vi i Danmark er med til at give ukrainerne håb for fremtiden. Og at kunst og kultur er afgørende, når der skal skabes de mentale frirum, som afføder normalitet, glæde og samvær – også i en krigstid.”