fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
20 · 05 · 2019

Ung anmeldelse af den lettiske dokumentar Inga Can Hear

Ung anmeldelse af den lettiske dokumentar Inga Can Hear

 

Af Babette Zenon, 19 år, medlem af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor hun laver eventplanlægning.

 

Hvordan adskiller ungdomslivet sig på tværs af landegrænser? Det undersøger filmen Inga Can Hear af Kaspar Godas, hvor man følger Inga, en ung 15-årig pige fra en lille by i Letland.

 

DKI inviterede Babette Zenon, 19 år, til at anmelde Godas’ dokumentarfilm, som blev vist under filmfestivalen Baltic Frames i Cinemateket 7.-19. maj, for at høre, hvad baltiske dokumentarfilm siger danske unge.

 

Babette:

“Hvordan adskiller ungdomslivet sig på tværs af landegrænser? Det undersøger filmen Inga Can Hear af Kaspar Godas, hvor man følger Inga, en ung 15-årig pige fra en lille by i Letland. På mange punkter en 15-årig pige med de samme tanker og interesser, som 15-årige piger rundt i verden deler. Hun kan godt lide at skrue helt op for popmusikken, selvom hendes familie er i værelset lige ved siden af og hun har mange tanker om, hvad hun mon skal i fremtiden. Skal jeg vælge det ene uddannelsessted frem for det andet? Skal jeg prioritere det bedste uddannelsessted, selv hvis det betyder, at jeg skal flytte langt væk fra min familie? Hvad vil jeg egentlig være, når jeg bliver ”rigtig” voksen?

 

Men Inga skiller sig ud: Hendes mor, far og bror er døve, hvilket hun ikke er selv. Så når hun skruer op for musikken, er der i virkeligheden ingen andre end hende selv og familiens stakkels kat, der kan høre det; og når hun skal vælge studie, har hun hele tiden in mente, at hun lige siden barndommen har ageret tolk for sin familie i alle henseender: Alt fra besøg på borgerservice til møder i banken.

 

Derhjemme får hun aldrig lov til at opleve ungdommen, men det stråler ud af hende, hvor meget hun elsker at være ung, når hun er uden for familiens nærhed. Hun griner med sine studiekammerater, udforsker sin seksualitet, er aktiv på de sociale medier og kæmper med at få læst de sværeste af skolebøgerne til næste dag.

 

Derfor er det nemt for mig som ung teenage-pige at identificere mig med Inga på trods af, at hun bor omringet af træer og natur i en lille flænge i Letland, og jeg bor i København. Det skaber en spændende fortælling, når vores liv synes så ens, men hendes rolle som familiens tolk forhindrer hende i at være en helt almindelig teenager, og hun derfor må leve i to verdener på en gang.

 

Inga Can Hear formår med et flot grafisk udtryk på en fin måde at skildre, hvordan livet som et ungt menneske med en masse valg foran sig er; og er en film, som rammer én på tværs af landegrænser.”

 

 

 

Stillfoto fra Inga Can Hear.