Q&A med fotograf Krass Clement

Q&A fra fotograf Krass Clements residency i Skt. Petersborg

Krass Clement (f. 1946 i København) er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 1973, men hans egentlige passion findes i det stilstående, ofte melankolske fotografi. Med et kamera i hånden har han rejst vidt omkring, og hans dokumentariske søgen efter det essentielle, er siden den fotografiske debutbog, Skygger af øjeblikke (1978), udmundet i mere end 20 fotobøger og udstillinger på blandt andet Museum of Modern Art i New York og Bibliothèque Nationale i Paris.

I begyndelsen af november 2018 flyttede Clement ind i DKIs kunstnerlejlighed i Skt. Petersborg. Under opholdet besøgte han blandt andet det anerkendte statslige fotogalleri ROSPHOTO, der planlægger en stor udstilling med Krass Clement i efteråret 2019.

Hvorfor har du valgt at komme til Skt. Petersborg?

Jeg har været i Skt. Petersborg to gange tidligere i begyndelsen af 1990’erne, hvor byen gjorde et enormt indtryk på mig. Siden da har jeg haft lyst til at vende tilbage for at få den inspiration, som jeg synes, byen giver. Så da fotografimuseet ROSPHOTO i Skt. Petersborg udviste interesse for at lave en udstilling med mine fotografier, greb jeg muligheden.

Hvilke forventninger kom du med?

Jeg havde ingen forventninger, for det har jeg i virkeligheden aldrig, når jeg rejser til et fremmed sted, andet end at jeg glædede mig! Jeg synes, det er en meget betagende, men også urovækkende by. Det er et sansebombardement!

Har dine forventninger ændret sig?

Efter at have været her en måneds tid har jeg faktisk endnu sværere ved at forstå og opfatte byen. Jeg synes, den er meget mystisk. Jeg har altid oplevet Rusland og russisk kultur som ret fremmed, og jeg er ikke blevet meget klogere. Der er en særlig spænding i Skt. Petersborg mellem det europæiske, det genkendelige og så noget ganske andet – det slaviske.

Historien om Skt. Petersborg som et grænseområde er vel også det, der er fascinerende, for det virkelige Rusland er jo noget andet end Skt. Petersborg. Dét at byen er omkranset af en forståelig historie, som er tydelig, er både fascinerende og gribende. Tsartiden, Sovjettiden, krigene – det er jo en historie, som vi kender, og ikke mindst på grund af arkitekturen oplever man, at historien er meget tæt på. Det er jo en by fra 1700-tallet, som er utrolig velbevaret. Og denne autenticitet er meget betagende.

Hvad har overrasket dig?

Det mest overraskende er nok samfundsstrukturen og den økonomiske udvikling. De kolossale mængder af penge her er, samtidig med at der også er så mange fattige mennesker. Da jeg var her i 1993, var der næsten ingen biler, og nu er der ikke én gammel bil! (Her blander institutbestyrer Marie Tetzlaff sig og siger at det altså ikke passer, red.) Bilerne er store og dyre – dyrere end i Danmark, og der er stabler af dem. Det synes jeg virker voldsomt og uforståeligt. Hvad er det der foregår?

Har du mødt nogle interessante mennesker?

Jeg har drevet meget om på gaderne i bedste Dostojevskij-stil – som Raskolnikov (hovedpersonen i Forbrydelse og straf, red.) – og der er der ikke mange, der kan tale engelsk. Dét at jeg ikke taler russisk, er nok en af de ting, der har gjort, at jeg har oplevet stedet som meget fremmed, og at det har været svært at sive ned i samfundet og byen. Men jeg synes, at russerne generelt er ret venlige.

Har du råd til andre som overvejer et ophold herovre?

DKIs lejlighed er et usædvanligt godt udgangspunkt for at være her. Byen kan virke meget voldsom – og om vinteren mørk og næsten grum – så det er dejligt hver dag at komme hjem i lejligheden, som er så tryg og hyggelig.

Et godt råd er at tage sig tid til at vandre i byen – den er jo ikke større, end at man faktisk kan komme ret langt på gåben. Et andet godt råd er at lære sig til lidt russisk: Et minimum af ordforråd og at kunne læse alfabetet, tror jeg ville gøre, at man følte sig mindre fremmed.

Jeg studerede ikke selv sproget, inden jeg tog herover, men jeg er vant til at rejse i lande, hvor jeg ikke har kunnet kommunikere særlig godt, så det har ikke belastet mig. Tværtimod kan jeg godt lide at være løsrevet og uden for det hele, så får rejseoplevelserne næsten en drømmeagtig karakter.

Hvordan tror du opholdet evt. vil sætte sig spor i dit videre arbejde?

Da jeg besøgte ROSPHOTO, mødte jeg dem, jeg skal samarbejde med i forbindelse med min udstilling næste år, og de virkede meget kompetente. Så nu vil jeg tage hjem og udvælge de fotografier, der skal indgå i udstillingen. Og så er byen helt generelt en meget stor kilde til inspiration på grund af dens helt utrolige atmosfære og uudgrundelighed.

Er der noget du gerne vil nå, inden du tager hjem?

Måske at sidde helt fredeligt på et af de dejlige konditorier og drikke varm chokolade. Dét at sidde på et konditori og kende byen så relativt godt, som jeg nu gør, er en meget rar fornemmelse.

Her kan du læse mere om Krass Clement

Læs mere om ophold i Dansk Kulturinstituts kunstnerlejlighed

Tekst og billeder: Anna Rosenkrands Uldall