Film LT100: Børn bliver filmskabere i Litauen
Film LT100 lader børn og unge blive filmskabere i Litauen
Danmark og Litauen er sammen om at lancere uddannelsesinitiativ om digital dannelse
Et nyt dansk-litauisk filminitiativ giver børn og unge i Litauen mulighed for selv at skabe film og lære alle sider af filmproduktion at kende. Initiativet er en del af Danmarks input til fejringen af Litauens 100år for genvunden selvstændighed og sker i et samarbejde mellem det litauiske filmcenter, den danske ambassade i Litauen samt Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen.
Film LT100 giver skolebørn i alderen 7-16 år mulighed for at producere egne film ved hjælp af tablets, mobiltelefoner og anden let tilgængelig teknologi. Initiativet præsenteres d. 20.-21. september i Atomic Garden i Vilnius, hvor litauiske undervisere deltager i en workshop med Kasper B. Olesen fra det danske produktionsselskab Lommefilm, der vil inspirere lærerne til, hvordan man bruger film til at engagere børn og unge i forskellige emner på en sjov og selvstændig måde. Ditte Mejlhede, der står bag flere undervisningsmaterialer og projekter om digital dannelse, præsenterer sine erfaringer fra at implementere film- og medieforståelse i danske skoler.
Vigtigt at arbejde med egne ideer
Den officielle lancering af Film LT100 finder sted i oktober, når de første litauiske skolebørn får lejlighed til at prøve at lave deres egne kortfilm. Formatet for Film LT100 giver mulighed for at børnene kommer igennem alle faser i en filmproduktion – fra manuskript, instruktion, optagelser, skuespil og redigering. Det hele kan nås på en 2-4 timers workshop, hvor alle børn er aktive medskabere. En proces der styrker samarbejds-og kommunikationsevner.
Det er børnenes egne ideer, som er det helt essentielle element i Film LT100, hvor de kan arbejde med et bredt emnevalg – fra fiktion til historiske begivenheder.
Formålet med Film LT100 at give børn og unge et rum til at beherske og reflektere over filmmediet helt generelt. I den medievirkelighed, vi lever i i dag med en konstant strøm af audiovisuel stimulering og informationer, er det vigtigt, at børn fra en tidlig alder lærer at forstå og forholde sig kritisk til mediernes virkemidler. Den helt centrale vision for Film LT100 er at styrke børns og unges mediefaglige kompetencer.
Formatet er baseret på metoder udviklet af Det Danske Filminstitut og fra deres erfaringer med det permanente interaktive filmstudie Film X i København.
I løbet af 2018 og ’19 vil Film LT100 introducere initiativet i skoler i Vilnius og Kaunas samt byer rundt om i Litauen.
Det danske input til fejringen af Litauens 100år for genvunden selvstændighed er koordineret af Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen sammen med den danske ambassade i Litauen og Kulturministeriet. Fejringen foregår i hele 2018 med flere forskellige events lige fra film, koncerter til byudvikling, uddannelse og museumssamarbejde.
For yderligere info, kontakt institutleder Simon Drewsen Holmberg, Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen: sdh@dki.lv / +371 26542524
Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen: https://www.dki.lv/ / https://www.facebook.com/dki.lv/
Lithuanian Film Center: http://www.lkc.lt/en/
Foto: Lignende formater er introduceret i skoler i Letland. Foto fra Lommefilms workshop på skole i Riga.